23948sdkhjf

Små firmaer tager flest lærlinge

Firmaerne med mellem 10 og 20 ansatte er bedst til at uddanne fremtidens arbejdskraft
Det er de små virksomheder, der er bedst til at ansætte lærlinge og dermed uddanne fremtidens faglærte arbejdskraft.

Det er især firmaer med 10-19 ansatte, der har mange lærlinge.

Det viser en undersøgelse, som Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER) har udarbejdet. Det er AER, der administrerer den præmie- og bonusordning, der siden 2009 har skulle tilskynde virksomheder til at oprette praktikpladser til erhvervsuddannelserne.

AER’s kortlægning af indbetalere og modtagere til præmie- og bonusordningen i 2010 og 2011 afslører, at gruppen af virksomheder med 10-19 skiller sig markant ud med hensyn til antallet af lærlinge i forhold til virksomhedens samlede medarbejderantal. Af de virksomheder i denne gruppe, som rent faktisk har lærlinge, så er der gennemsnitligt tale om syv lærlinge for hver 10 ansatte.

Meget markant

Til sammenligning så har virksomhederne med 20-49 ansatte blot en lærling pr. 10 ansatte, mens virksomheder med flere end 100 ansatte kun har 0,02 lærling pr. ansat.

- Det er almindelig kendt, at de små og mellemstore virksomheder tager flere lærlinge end de store, men at gruppen af virksomheder med 10-19 ansatte slår så voldsomt ud er meget overraskende og umiddelbart ikke til at forklare, siger Heike Hoffmann, der er erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet.

- Men man kan under alle omstændigheder slå fast, at det er en gruppe af virksomheder, som får noget ud af præmie- og bonusordningen og åbenbart både er opmærksom på, at ordningen findes, og at man kan søge, og på den anden side er rigtig gode til at indgå uddannelseskontrakter, men at lige den størrelse virksomhed har specielt mange lærlinge, kan jeg ikke give en ordentlig forklaring på, siger Heike Hoffmann.

AER-undersøgelsen viser, at de store virksomheder med flere end 100 ansatte samlet set uddanner hovedparten af lærlingene på erhvervsuddannelserne - selv om det faktisk kun er hver anden af virksomhederne i denne gruppe, der overhovedet har lærlinge.

- Det er ærgerligt, at AER har gjort den sidste gruppe så stor. Vi havde fået et mere nuanceret billede, hvis der for eksempel havde været en gruppe med virksomheder på 100-300 ansatte, som jeg har indtryk af har tradition for at uddanne, siger Heike Hoffmann.

AER gør i sin rapport opmærksom på, at opgørelsen af virksomhedernes størrelse ville være mere retvisende, hvis den kunne laves på baggrund af antal faglærte medarbejdere og ikke det totale antal ansatte. AER har dog ikke adgang til disse data.

Hovedparten af virksomheder, der indbetaler til præmie- og bonusordningen, har under 10 ansatte. Det er dog kun knap 10 procent af disse virksomheder, der selv modtager præmie ved at ansætte lærlinge. Samlet er det syv ud af hver 10 virksomheder, der ikke tager lærlinge.

Analysens afsnit om virksomhedernes størrelse i forhold til antal lærlinge er ikke opdelt på brancher.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112