23948sdkhjf

Grønt bofællesskab sætter ny standard

Udviklingen af Havneholmen i Københavns Havn fuldendes med 15.000 kvm grønt kontor-byggeri
Ejendomsudviklings-selskabet Skanska Øresund A/S iværksætter nu sidste etape af Havneholmen i København.

Projektet består af 3 bygninger på hver 5.000 etagemeter, der som nogle af de første kontorbygninger i København bliver opført som lavenergiklasse 2015 – såkaldt LE 2015 huse. Den første bygning er færdig i 2013 og bliver fælles domicil for Boligforeningen 3B og Boligkontoret Danmark. I alt flytter ca. 155 medarbejdere fra Boligkontoret Danmark og Boligforeningen 3B til Havneholmen i 2013. Værdien af det samlede Plaza-projekt på Havneholmen er ca. 400 mio. kr.

Det energirigtige byggeri opføres i tråd med Københavns Kommunes vision om at blive verdens førende, bæredygtige by.

Ud over at være LEED Gold og EU Green Building-certificerede, bliver Plaza-bygningerne opført efter det bygningsreglement, som først træder i kraft i år 2015. Solceller på taget, specialdesignede vinduer, afskærmninger og energimæssigt optimale ventilations- og kølingsanlæg sikrer kontorhusene en energiramme på under 42 kWh/m2 pr. år - mod de 72 kWh/m2 pr. år, der er energirammen i dag.

Gennemtænkt lokalplan

- Udviklingen af Kalvebod Brygge og Havneholmen er foregået over en årrække på 15 år og det samlede område er på 250.000 kvm. Den færdige bydel består ikke af enkeltstående, løsrevne projekter, men er resultatet af en nøje gennemtænkt lokalplan i samarbejde med Københavns Kommune. Hele området hænger sammen, både når det gælder arkitekturen og livet uden for bygningerne, forklarer Peter Nymann-Jørgensen, der er adm. direktør i Skanska Øresund.

Han understreger, at grønt byggeri i høj grad også handler om tilgængelighed til området med offentlige transportmidler og cykel. Hvilket Københavns Kommune yderligere har understøttet med beslutningen om at etablere et ny cykelsti, den såkaldte Cykelslange, som skal sno sig fra Fisketorvets indgang og ned til broen mod Islands Brygge.

For Boligkontoret Danmark og Boligforeningen 3B betyder det fælles, energirigtige domicil på Havneholmen både en optimal beliggenhed i forhold til offentlig transport og motorvejsnettet og store besparelser på både administration og energiforbrug.

Miljørigtigt fokus

Københavns Kommunes Center for Bydesign har været med til at udarbejde haven for enden af Plaza-byggeriet, ligesom kommunen har godkendt lokalplanen og givet byggetilladelse til alle tre Plaza-bygninger.

Ifølge Anne Skovbro, direktør i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, er de energirigtige Plaza-bygninger helt i tråd med Københavns Kommunes visioner om at være CO2-neutral i 2025.

- 75 procent af verdens CO2-udslip kommer fra byområder. København er en by i vækst – og derfor er det ekstra vigtigt at fastholde et miljørigtigt fokus, hvor grøn energi er en topprioritet. Særligt når vi bygger nyt, skal der tænkes i bæredygtige helhedsløsninger, så vi reducerer energiforbruget i byen - og med det nye byggeri bliver der slået endnu en streg under, at København er i front inden for miljøvenlig byudvikling, siger Anne Skovbro.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079