23948sdkhjf

Byggefagmesse i klimaets tegn

Byggebranchen spiller en central rolle i bestræbelserne på at reducere energiforbruget og sikre klimaet. Det afspejler sig på TUN BYG 2012, som åbner i morgen i Fredericia
Der er ikke noget at sige til, at messe-arrangementet TUN BYG er gået hen og blevet en klassiker – og 2012-udgaven vil med sikkerhed også gå over i historien som en succes. Ikke mindst fordi omdrejningspunktet på messen er klima, energi og miljø. Tre områder, hvor især byggebranchen i de kommende år kommer til at spille en afgørende rolle.

Trælasthandlerunionen-TUN, som står bag messe-flagskibet TUN BYG, har endnu engang formået at få en lang række af branchens produktleverandører til at stille op i Fredericia for at vise, hvad de kan tilbyde de mange besøgende, som fra i morgen og frem til og med fredag lægger vejen forbi messehallerne.

Messen skulle egentlig have været åbnet af klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard, men ministerens program er tilsyneladende så stramt, at han har måttet melde afbud. Hvervet går i stedet til Dansk Byggeris adm. direktør Lars Storr-Hansen.

På bølgelængde

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at Martin Lidegaard har været nødt til at melde afbud, men vi ved, at ministeren deler vores synspunkt om, at byggeriet i fremtiden vil komme til at spille en vigtig rolle på klima- og energiområdet. Vi er derfor helt på bølgelængde, siger Lars Storr-Hansen.

- I byggebranchen har vi stort fokus på vedvarende energiløsninger, og det er afgørende, at virksomhedernes erfaringer bliver brugt optimalt. TUN BYG 2012 er det perfekte forum til at sætte fokus på området og til at dele viden samt vise alle de initiativer, danske virksomheder tager for at sikre klima-, energi- og miljøforbedringer, siger Lars Storr-Hansen.

Royal prisuddeling

Som et led i messens grønne fokus og for at fremhæve de mest innovative klima- og energiløsninger vil TUN BYG for anden gang danne ramme om uddelingen af Byggeriets Klima-, Energi- og Miljøpris.

På messens åbningsdag får tre udstillere, der i særlig grad har gjort en indsats på klimaområdet, overrakt en pris af H.K.H. Kronprins Frederik.

I alt 13 initiativer er i år nomineret til priserne, og de kan alle opleves på messens temastand for klima, energi og miljø, standnr. A-0620/A-1020.

Innovative overskrifter

Adm. direktør Palle Thomsen fra Trælasthandlerunionen-TUN, ser frem til at byde Kronprinsen velkommen på TUN BYG 2012:

- Byggebranchen befinder sig i en vanskelig tid. Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter med at tænke innovativt i forhold til klima- og energiforbedringer, da netop investeringer inden for klimaområdet kan være med til at sætte gang i væksten for byggeriet samt sikre danske virksomheder konkurrencefordele på det internationale marked. Kronprins Frederik er en fantastisk ambassadør for danske klimaløsninger, og vi er både glade for og stolte over, at han med prisuddelingen vil være med til at bakke op og give et skulderklap til de virksomheder, der har gjort en særlig indsats på klima- og energiområdet, fremhæver Palle Thomsen.

Besøg Licitationen på stand E-8112
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093