Realpolitik kræver mod
Det har stort set hele vejen været en mere end almindelig svær opgave for Annette Vilhelmsen at holde sammen på de forskellige fløje i partiet SF, samtidig med, at der også skulle skabes nogle realpolitiske resultater.
Når det så slår revner, så har partiet kun sig selv at takke, for SF har i virkelighedens verden slet ikke været klar til at indgå som regeringspartner. Man kan ikke lave realpolitik, og samtidig holde de socialistiske faner så højt, at intet i realiteten kan lade sig gøre. At være i regering som politisk parti betyder, at man er nødt til at gøre det muliges kunst, og bøje af i nogle tilfælde, og så på andre områder få noget af sin politik i gennem.
Men i tilfældet med DONG, som skal sælges delvist til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, kunne bukserne ikke længere holde.
Store dele af partiet kunne ikke acceptere at skulle sælge ud til “skruppelløse amerikanske kapitalister", og selv moderate socialister kunne ikke længere være med.
Skal man være i regering, må man også være indstillet på, at det ikke er alt, man kan få igennem, og det cirkus, som i de sidste par dage har udspillet sig, viser med al tydelighed, at SF som parti ikke er modent nok til at sidde i en regering, der hver dag skal finde praktiske løsninger. Spørgsmålet er så, om SF i øjeblikket overhovedet er modent nok til at sidde i Folketinget. De sidste par dages interne skænderier i fuld offentlighed har været god underholdning for befolkningen foran tv’et. Men det bringer minder om det konservative blodbad i 90’erne, hvor De Konservative skiftede formænd, som vi andre skifter tøj og folketingsmedlemmerne var delt i fraktioner.
Det kostede vælgere i hobetal, indtil De Konservative langt om længe kunne samle sig om en formand, der bragte partiet på ret køl igen.
Der venter unægtelig noget af en udfordring for den kommende SF-formand, men den umiddelbare kandidat står ikke tydeligt.
