23948sdkhjf

Udlandet begejstret for tårnlegeplads

Spejlgavl giver ekstra dimension på en i forvejen opsigtsvækkende legeplads. Nu har udlandet også fået øjnene op for det nytænkende bygningsdesign
Da den såkaldte Tårnlegeplads i København blev renoveret, blev forsamlingshuset på pladsen forvandlet og transformeret til en oplevelse for børn og en ren udstillingsattraktion for de voksne.

Bygningen, der før fremstod trist og slidt, er blevet opgraderet med en spejlgavl, der gengiver parkens beplantning i en forvrænget udgave, og der bliver leget med perspektiverne og den traditionelle afslutning af et hus.

Mange millioner læsere

Det har skabt stor genlyd og anerkendelse verden over, og projektet har fået massiv omtale på verdens førende designblogs. MLPR arkitekter har modtaget henvendelse fra 15 forskellige lande, og flere er interesserede i at udgive projektet i bogform. I skrivende stund er der cirka 400 forskellige blogs eller hjemmesider, der bringer historien om projektet over hele verden.

Man kan blandt andet finde historien hos Dezeen, der har omkring otte millioner læsere pr. måned og hos Designboom, der har 4,2 millioner læsere hver måned, fordelt over hele verden.

Nyt syn på byen

Bygningen er med til at understrege legepladsens funktion, som et sted hvor børn og barnlige sjæle kan lege med alternative opfattelser af byen, og interagere med hinanden og omgivelserne.

Tårnlegepladsen blev indviet i november 2011 af teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal og et imponerende antal forventningsfulde og legesyge københavnere i alle aldre.

Ved den lejlighed blev der fyret op for musikken og bålstedet, uddelt pølser og naturligvis Københavnerstænger, så der var energi til at kravle helt til tops i byens nye legepladstårne.

Legepladsen

Visionen for legepladsen er at inspirere børn i alle aldre til at forme deres egen leg - nøgleordet er interaktivitet med hinanden og med omgivelserne.

Børn og deres forældre kan opdage, udforske, mødes og deltage på mange måder.

Tårnlegepladsen tager udgangspunkt i nogle af Københavns mest markante tårne: Vor Frelser Kirke, Rådhustårnet, Rundetårn, Marmorkirken og Børstårnet. Tårnene danner rammer for klatreleg, sandleg, elektronisk fangeleg og gynge- og kravleleg. Der er stadig boldbane, bemandet bygning og mulighed for grill i aftensolen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094