23948sdkhjf

En kedelig førsteplads

Bygge- og anlægsvirksomhederne møder stadig større krav fra omverdenen om at strømline deres virksomheder, øge produktiviteten og skabe sorte tal på bundlinjen. Det er krav, som er blevet intensiveret i årene med finanskrisen, og derfor er der ikke plads til, at virksomhederne for eksempel mister penge på annullerede udbud.

Men det er ikke desto mindre den virkelighed, som mange af landets bygge- og anlægsvirksomheder møder, når de byder på de store EU-udbud med tærskelværdier på 38 mio. kroner. Her viser en ny analyse fra Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde, at hele 16 procent af EU-udbuddene annulleres hvert år. Og det placerer Danmark på en kedelig og dum førsteplads blandt de nordiske lande samt Tyskland og Holland.

For annullerede udbud i den størrelsesorden skaber store økonomiske problemer i en i forvejen hårdt presset bygge- og anlægsbranche. Virksomhederne har ofte brugt flere tusinde kroner på at udregne tilbud, og det er penge, der selvsagt ikke kommer igen, når udbuddet annulleres.

Selvfølgelig kan entreprenørvirksomhederne have en del af ansvaret selv i og med, at analysen viser, at en af de hyppigste fejl til annullerede udbud er, at tilbuddene ikke lever op til udbudskravene.

Rådgivervirksomhederne må dog også se indad og spørge sig selv, om de er gode nok i deres udarbejdelse af udbudsmaterialet, når den hyppigste fejl til annulleringer af EU-udbud netop er fejl i udbudsmaterialet. Det er simpelthen ikke godt nok, og der har jo tilmed også været eksempler på byggerier, som er blevet væsentlige dyrere, fordi der er regnet forkert.

Der ligger selvfølgelig også et stort ansvar hos de offentlige bygherrer i at være klare og tydelige om de krav og vilkår, de har for de pågældende udbud. For det er trods alt bygherren, som har det endelige ansvar for udbuddet og må stå på mål for dette.

Derfor kan der også kun opfordres til, at der langt tidligere i udbudsforløbene etableres en dialog mellem de offentlige bygherrer og potentielle tilbudsgivere om udbuddene, så man undgår de dumme fejl. Det vil ikke blot spare penge, men også skabe en mere produktiv bygge- og anlægsbranche.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079