Anlægsnyt
CYKELSTI - FREDERIKSBERG: By-og miljøudvalget i Frederiksbergs Kommune skal på sit møde i dag tage stilling til en indstilling fra By- og Miljøområdet om at godkende et detailprojekt for etablering af cykelstier på Kingosgade og Alhambravej.
Etablering af cykelsti på Kingosgade og Alhambravej er en del af supercykelstien "Indre Ringrute" mellem Københavns brokvarterer, Frederiksberg og Amager.
Det er forventningen, at cykelstierne på Kingosgade og Alhambravej samt de øvrige tiltag på Indre Ringrute er etableret ultimo 2015.
REGION SJÆLLAND
VINDMØLLER - NÆSTVED: Saltø Gods har ansøgt om lov til at opstille tre-fire vindmøller på op til 150 meter op mellem Saltø Gods og Rappenborg Skov. Vindmøllerne har en forventet produktion, der svarer til 11.500 husstandes el-forbrug, og de nærmeste naboer kommer til at ligge 632 meter fra møllerne.
Der afholdes borgermøde om vindmøllerne ved Saltø Gods den 26. november.
REGION MIDTJYLLAND
TRAFIK - HORSENS: Horsens Byråd har sagt ja til at erhverve de nødvendige arealer til den rekreative sti, som skal anlægges fra Amballevej til Vær Kirke ved ekspropriation.
Byrådet har samtidig sagt god for en ombygning af krydset mellem Haldrupvej, Sandbjergvej og Ravnebjerget i Søvind med henblik på forbedring af trafiksikkerheden og for en anlægsbevilling til arbejdet på 300.000 kroner.
Krydset er den primære passage for elever fra Søvind Skole, der bor syd for Haldrupvej. Der er i dag en forældrestøttet skolepatrulje, men det er oplevelsen, at hastigheden på Haldrupvej er høj, og at krydsningen er farlig, og der er fra flere borgere i Søvind ytret ønske om signalregulering af krydset.
Det er på baggrund af trafikbelastningen i krydset sammenholdt med uheldsregistreringer vurderet tilstrækkeligt at gennemføre en trafiksikring ved en hastighedsdæmpning med en hævet krydsflade, som yderligere fremhæves ved hjælp af en farvet belægning. Endvidere indføres en zonebegrænsning på 45 km i timen.