Anlægsgartner vinder på Mærsk Bygning
Plantning af en kvart million planter og cirka 300 granvoksne træer bliver en del af opgaven for Skælskør Anlægsgartnere, når Københavns Universitet udvider med den ny Mærsk Bygning
Opgaven skal udføres i forbindelse med en igangværende udvidelse af universitetet med den såkaldte Mærsk Bygning på 42.700 kvm, hvis vartegn bliver en ny 75 meter høj bygning med 15 etager, som blandt andet skal rumme forskningslaboratorier, undervisningslokaler og kantine.
Opgaven bliver at realisere en grøn helhedsplan for området, som blandt andet omfatter etablering af 1.400 nye parkeringspladser til cykler, grønne områder med gangarealer og opholdspladser, aktivitetsområder og flere tværgående forbindelser, som åbner området for ophold og passage til fods eller på cykel. Målet for byggeriet er blandt andet at skabe bedre sammenhæng og integration mellem bydelen og Panum-komplekset.
Kvart million planter
Byggeriet af Mærsk Bygningen vil sikre arbejde for op til cirka 30 anlægsgartnere og brolæggere fra juni 2014 og frem til projektets aflevering i slutningen af 2015.
I løbet af byggeperioden på cirka halvandet år skal Skælskør Anlægsgartnere stå for indkøb og plantning af 114.000 stauder, etablering af 7.000 kvm grønne tage med over 100.000 stiklinger samt sætning af over 20.000 blomsterløg.
De grønne anlæg ved Mærsk Bygningen og Panum-komplekset skal allerede ved aflevering fremstå grønne og tæt bevoksede, hvilket blandt andet betyder, at der skal plantes 300 nye træer på op til 10 meters højde.
- Ethvert projekt af denne størrelse er unik og kræver, at vi som en grøn servicevirksomhed indgår i et tæt samarbejde med alle involverede, så vi forstår og formår at gøre visioner til virkelighed. Vi går altid til opgaver af denne type med stor respekt og faglighed også selvom vi har erfaring fra lignende store projekter, siger forretningsområdechef Kim Øehl Andersen fra Skælskør Anlægsgartnere.
Store projekter
Skælskør Anlægsgartnere, som er en del af Hededanmark a/s, har igennem en årrække specialiseret sig i at udføre større og krævende grønne anlægs- og belægningsopgaver.
Alene inden for de senere år har Skælskør Anlægsgartnere etableret grønne arealer omkring Novo Nordisks nye hovedsæde i Bagsværd, renoveret Købmagergade og omkringliggende torve og pladser i det centrale København, etableret udearealer omkring Den Blå Planet, renoveret Christiansborg Ridebane samt etableret nyt parkanlæg ved Frederiksberg Slot.
Det er blandt andet erfaringer fra disse projekter, der vil blive trukket på i forbindelse med byggeriet af de grønne arealer på og omkring Mærsk Bygningen.