Fortsæt med almene renoveringer
De beslutninger, som Folketinget kommer til at vedtage på området, får afgørende betydning for mange, mange tusinde danskeres livsvilkår. Og for dansk byggeris muligheder for at fastholde et rimeligt niveau i en sektor, som har stor betydning for samfundsøkonomi og beskæftigelse.
I de senere år har Landsbyggefonden givet tilsagn til renovering af almene boliger for omkring 5,3 mia. kroner årligt. Oven i det betragtelige beløb skal lægges renoveringer, som boligselskaber har gennemført uden støtte fra Landsbyggefonden.
På den måde er der renoveret almene boliger for over otte milliarder om året. Det lyder svimlende, men der ér også mange almene boliger i Danmark, så de otte milliarder svarer til cirka 15.000 kroner pr. bolig. Og det svarer faktisk til det beløb, som i gennemsnit investeres årligt pr. ejerbolig.
Så med det renoveringsniveau, man har haft de senere år, holder de almene boliger konkurrencemæssigt trit med ejerboligmassen. Det giver god mening, for skal man tro meldingerne fra alle sider på Christiansborg, arbejder man intenst med at få også udsatte boligområder ind i en god gænge, og en grundlæggende forudsætning for den indsats er, at de fysiske rammer boligerne er attraktive og tidssvarende.
Og så er det jo værd at huske, at renoveringerne i almene boligområder også er den største motor i klimatilpasningen i den danske boligmasse, ligesom der skabes titusindvis af boliger med god tilgængelighed for ældre og mennesker med handicap.
For danske byggevirksomheder har renoveringsindsatsen i de almene boligbyggerier også været vigtig i en tid, hvor meget andet ellers gik i stå. Byggeriets konjunkturbarometer faldt i september, og der mangler stadig meget for at nå op i det positive felt. De positive beskæftigelsestendenser, branchen kan spore, varer kun året ud.
Har vi råd? Svaret er "ja". Renoveringerne belaster ikke de offentlige finanser, for pengene i Landsbyggefonden er ikke skattekroner. Der er derimod tale om de almene beboeres kollektive opsparing, så når politikerne beslutter sig for at lade Landsbyggefonden støtte renoveringer, tillader de i virkeligheden blot, at pengene flyder tilbage dertil, hvor de kom fra.
Men risikerer vi ikke overophedning af økonomien og flaskehalse i byggeriet?
Svaret er "nej". Renoveringsprojekterne foregår også i de områder i Danmark, som har en vigende erhvervsudvikling, hvor økonomien er i større fare for at gå kold end at blive for varm.
Så sagt på en anden måde: Renoveringer af almene boliger gavner ikke alene menneskers livsvilkår, de har også stor betydning for byggeriets udvikling.
Så derfor bør der samles et så bredt flertal som muligt på Christiansborg for at videreføre renoveringsindsatsen i de almene boligområder.