Rådgivere skaber bevægelse på skoler
Seks skoler skal i samarbejde med en række rådgiverteams gennemføre byggeprojekter med udgangspunkt i idræt, som kan inspirere skoler over hele landet
Kampagnen sikrer, at de seks skoler kan gennemføre byggeprojekter, som understøtter kravet om mere idræt og bevægelse i skolen, og som giver børn og voksne lyst til at være aktive både i skoletiden og i fritiden.
Skolerne modtager tilsammen 21 mio. kroner fra Skole+ og har selv sørget for lokal finansiering på minimum 50 procent af anlægssummen.
Men skolerne skal have hjælpe til at udvikle og gennemføre projekterne, og derfor har der sideløbende med ansøgningsprocessen for skoler og kommuner været gennemført et udbud af rådgivningsopgaven.
49 rådgivere bød ind på at løse opgaven. Og i sidste ende blev der indgået rammeaftaler med ni rådgiverteams.
- Med 49 kompetente rådgivere har der været en overvældende interesse for at være med, og det afslører en stor begejstring for kampagnen. Vi er meget spændte på at følge det kommende arbejde, der skal forvandle visioner til byggeri og skabe fysiske rammer, som giver flere børn og voksne lyst til at være aktive i både skole- og fritid, lyder det i en fælles udtalelse fra de tre partnere bag Skole+.
Skolerne/kommunerne skal frem mod juni 2015 i fælleskab med deres rådgiverteam udarbejde et projektforslag, og selve byggeprocessen er planlagt til at vare frem til udgangen af 2016.