Byggenyt
NØRRESUNDBY: Aalborg Byråd har godkendt et forslag til lokalplan for et område på Thistedvej og Sydvestvej i Nørresundb Midtby.
Planforslaget, der er i offentlig høring frem til 21. januar næste år, gør muligt at opføre boliger på Sydvestvej samt skabe et korrekt planlægningsmæssigt grundlag for de boliger, som allerede findes inden for lokalplanens område.
HJØRRING: Hjørring Byråd holder møde den 27. november og skal her blandt andet tage stilling til frigivelse af rådighedsbeløb vedrørende ombygning af Lynggården.
Det foreslås, at Byrådet frigiver rådighedsbeløb på 2,9 mio. kroner til ombygningen, som kombinerer etableringen af en opholdsstue til beboerne med etableringen af træningslokale som understøtter Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalgets rehabiliterings- og selvhjælpsstrategi.
Der er tale om et anlægsprojekt i en størrelsesorden, som forudsætter, at arbejdet udbydes, og det foreslås, at lade Team Kommunale Bygninger gennemføre udbuddet.
Byrådet skal også tage stilling til frigivelse af anlægspuljer på Børne-, Skole og Uddannelsesudvalgets område. Der søges frigivet 4,7 mio. kroner til renovering af skoler og 2,5 mio. kroner til renovering af dagtilbud.
REGION MIDTJYLLAND
HOLSTEBRO: Holstebro Byråd har godkendt forslag til lokalplan nr. 1098, bydelscenterområde med butikker mm. ved Døesvej, Holstebro.
Den aktuelle baggrund for at tilvejebringe lokalplanen er ønsker om at ombygge den butikscenterbebyggelse, der er i området, fra at rumme op imod 10 forskellige bygningsenheder til at kunne rumme to middelstore butikker og nogle få andre enheder. Hensigten med lokalplanen er at få revitaliseret butikscenteret, som i flere perioder har haft tomme butikslokaler.
REGION SYDDANMARK
NYBORG: Nyborg Byråd skalpå sit møde i dag tage stilling til en anmodning om godkendelse af anskaffelsessummen, garantistillelse med mere i forbindelse med tagrenovering og andre arbejder på Møllerparken 1-42, Nyborg - AB Holmegaarden afd. 15.
Renoveringen omfatter udskiftning af tag til nye vingeteglsten med fast undertag, samtidig opgraderes isoleringen i tagrum til gældende lovgivning og beklædningen på de eksisterende skure udskiftes.
Tag- og facaderenoveringen har ifølge beregningerne en samlet anskaffelsessum på 8.232.573 kroner.
REGION HOVEDSTADEN
HERLEV: Teknik- og Miljøudvalget i Herlev Kommune har godkendt Lokalplan 98 Bebyggelse på Herlev Ringvej, Kommuneplantillæg 1 og Miljøvurdering.
Der er udarbejdet forslag til lokalplan, kommuneplantillæg samt miljøvurdering for en bebyggelse med bolig og erhverv på Herlev Ringvej den gamle posthusgrund. Lokalplanen giver mulighed for bebyggelse i syv etager trappende ned til tre etager mod Eventyrkvarteret. Der bliver placeret erhverv/detailhandel i bunden af bebyggelsen og cirka 120 boliger i etagerne oven på. Der etableres desuden en parkeringskælder under bebyggelsen i én etage.