Ordning skaffer millioner til firmaer
En kapitalcoachordning til 10 mio. kroner skaffer 215 mio. kroner i øget kapital til små og mellemstore virksomheder - især i bygge- og anlægsbranchen, viser ny opgørelse fra landets væksthuse
De forskellige virksomheder har alle gjort brug af ordningen Kapital Gennem Rådgivning, hvor en uvildig ekspert en såkaldt kapitalcoach med erfaring inden for økonomi og finansiering giver virksomhederne mulighed for at få et finansieringstjek med henblik på at finde kapital til vækst.
Væksthusene yder tilskud på 50 procent til rådgivningsydelsen, og ordningen vækker begejstring hos blandt andre virksomheden Gamle Mursten Aps i Svendborg, som renser gamle mursten, så de kan bruges i nybyggerier.
Virksomheden har som følge af samarbjedet med en kapitalcoach opnået kapitaltilførsel på 2,6 mio. kroner fra Den Sociale Kapitalfond og 2 mio. kroner fra et nyt udviklingsprojekt under Miljøstyrelsen.
- Vi vækster i øjeblikket med 50 procent om året, og det er svært for os at nå at følge med. Hver gang vi tjener én krone investerer vi to, og derfor har ordningen været en rigtig god oplevelse for os. Det har været en rigtig god hjælp med fantastisk sparring. Uden håndsrækningen ville vi ikke have fået tilført den kapital, som vi har haft brug for, siger Claus Juul Nielsen, direktør i Gamle Mursten Aps.
Mere af det
Han anbefaler gerne kapitalcoachordningen til andre virksomheder i bygge- og anlægsbranchen.
- For os små og mellemstore virksomheder er det en stor hjælp. Jeg kan klart anbefale, at man tager kontakt til væksthuset, hvis ikke man allerede er i dialog med dem, siger Claus Juul Nielsen.
Også Dansk Byggeri og FSR - danske revisorer ser positivt på mulighederne i væksthusene.
- Det lyder overordnet set meget positivt. Vi håber selvfølgelig, at der er basis for mere af det, siger Torben Liborius, erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, mens Sara Sayk, chefkonsulent i FSR - danske revisorer indskyder, at vækst blandt de små- og mellemstore virksomheder er afgørende for udviklingen herhjemme.
- Vi hilser alle tiltag velkomne, som sikrer kapital til små- og mellemstore virksomheder. Det vigtigste er, at der er tale om uvildig rådgivning, og det kan revisorerne selvfølgelig bringe på banen, men er der flere om buddet, så ser vi ingen problemer i det. For os handler det mest af alt om, at virksomhederne får tilført den kapital, de har brug for. Det er nemlig blandt de små- og mellemstore virksomheder, at vi skal sikre fremtidens vækst, siger hun. Samtidigt fremhæver Torben Liborius, at virksomhederne skal gøre op, om investeringen i en kapitalcoach hiver pengene hjem.
- Det må ikke gå hen og blive en ekstra udgift, siger han.
Kapitalcoach-ordningen skulle være ophørt 30. juni i år, men Erhvervsstyrelsen har givet grønt lys til, at ordningen får lov til at fortsætte - foreløbig indtil sommeren 2015.