Byggenyt
HØJE-TAASTRUP: Høje-Taastrup Byråd har vedtaget forslag til lokalplan 2.05.2 for en boligbebyggelse på Præstegårdsvej 2 i Høje Taastrup Landsby.
Forslaget er fremlagt til offentlig høring frem til 11. marts.
Ifølge forslaget kan der etableres en boligbebyggelse på 10 boliger med udnyttelig tagetage. Bebyggelsen består af tre dobbelthuse og fire fritliggende huse i traditionel byggeskik. Husene skal placeres sådan, at de understøtter Bygadens og Præstegårdsvejs gadeforløb og dermed danner afslutning på landsbyen mod Høje Taastrup Rådhus.
REGION SYDDANMARK
EJBY: Økonomiudvalget i Middelfart Kommune har besluttet at igangsætte kommune- og lokalplanlægning for Fjelsted Skovkro.
Planlægningen skal åbne mulighed for udvidelse af kroens faciliteter med såvel forbedrede kursusfaciliteter som øget hotelkapacitet. I forbindelse hermed indkaldes ideer og forslag til planlægningen frem til 23. januar.
REGION MIDTJYLLAND
AARHUS: Bedømmelsesudvalget bag projektkonkurrencen om nye dagtilbudsafdelinger til cirka 190 børn i Gellerup Dagtilbud og ny sundhedspleje og sundhedshus i Gellerup har enstemmigt udpeget en vinder.
Vinderprojektet har navnet "Væksthuset", og bag projektet står GPP Arkitekter, Rambøll A/S samt WAD Landskabsarkitekter.
Projektet samler Sundhedspleje, Sundhedshus samt de afdelinger af Gellerup dagtilbud, der flyttes fra andre steder i området som et led i helhedsplanen for området.
Bünyamin Simsek, rådmand for Børn og Unge, glæder sig over, at der er fundet en vinder, og ser frem til, at byggeriet kan tages i brug i 2016, skriver Aarhus Kommune på sin hjemmeside.
Væksthuset kommer til at bestå af i alt fem huse med fire dagtilbudsafdelinger samt et sundhedshus bundet sammen at et fælles orangeri.
I alt bygges der cirka 3.000 kvm og indrettes cirka 4.000 kvm udearealer.
BJERRINGBRO: Teknisk udvalg i Viborg Kommune har godkendt et forslag til lokalplan for et erhvervsområde ved Heimdalsvej i Bjerringbro samt forslag til tillæg til kommuneplanen.
Planforslaget udlægger området til erhverv inden for miljøklasse 3-5 og detailhandel med særlig pladskrævende varer. Der gives mulighed for at opføre bebyggelse på 50 procent af grundarealet i op til 8,5 m højde og op til to etager.
Planlægningen kan give mulighed for konkrete projekter for opførelse af butikker, der kan medføre krav om en VVM-screening og eventuel efterfølgende VVM-redegørelse med kommuneplantillæg. Det vil der blive taget stilling til ved sagsbehandlingen af det enkelte projekt.
Planforslagene skal derfor vedtages i Byrådet også, og Teknisk Udvalg indstiller til Byrådet at de vedtages.