Fortjenstmedalje til chauffør
Fyrre år som maskinfører og chauffør i samme firma skal ikke gå ubemærket hen
Den trofaste indsats blev efter indstilling fra brancheforeningen Danske Maskinstationer og Entreprenører belønnet med Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs hædersmedalje i sølv for lang og tro tjeneste.
Den nyslåede sølvmedalje blev under en jubilæumshøjtidelighed på virksomheden overrakt af præsidiemedlem i Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab Thorkild Ljørring og fulgt op af et hædersdiplom.
Startede som 20-årig
Christian Rahr startede som fastansat på maskinstationen som tyveårig og har gennem de mange år haft mange faste arbejdsopgaver, herunder blandt andet traditionelt landbrugsarbejde, etablering af læhegn og skovrejsning samt vandløbsvedligeholdelse. I nyere tid har Chr. Rahr primært været lastvognschauffør i virksomhedens vognmandsafdeling, hvor transport af kartofler er en af hans store opgaver.
Jørgen Sørensen, Sølsted startede sin maskinstation i 1969, hvor kartoffelproduktion blev en stor arbejdsopgave gennem mange år.
Også entreprenørarbejde
Senere har maskinstationen bevæget sig over i entreprenør- og transportmarkedet, som også har medført et navneskift til Entreprenør- & Vognmandsforretning.
I forbindelse med medaljeoverrækkelsen fremhævede Thorkild Ljørring fra Landhusholdningsselskabet den værdi, som trofaste maskinførere på maskinstationerne har for landbruget, hvilket formanden for Sydjyske Maskinstationer og Entreprenører, Anders Gad, kunne bekræfte også gælder for maskinstationsbranchen. En værdi, som Chr. Rahr med sine 40 år hos Jørgen Sørensen er garant for.
Christian Rahr er gift med Inger og bor i Abild tæt ved sin mangeårige arbejdsplads i Sølsted.