Ræven vogter gæs
Sagen lugter langt væk af en uhellig alliance mellem politikere og energiselskaber, en alliance der skulle sikre finansiering af den aftale, der nu er indgået, og at pengene skulle findes i forringelse af solcelleordningen og sandsynligvis også ved at fjerne den BoligJobordning, der kunne give danskerne et incitament til at foretage energirenoveringer af deres boliger med deraf følgende mindre energiforbrug. Regeringen har givet energiselskaberne et sugerør ned i danskernes lommer, hvorfra de årligt kan hente halvanden mia. kroner, og de kan mere eller mindre selv udskrive regningerne for den såkaldte energispareindsats, de skal levere.
Regeringen har svigtet byggesektoren groft og kaster tusinder ud i ledighed, alene fordi regeringen har valgt alliancen med energiselskaberne i stedet for at bevare BoligJobordningen eller eventuelt have lavet den om til en energirenoveringspulje. En anden stor taber er miljøet, og det med, at vi har en rød-grøn regering, viser sig endnu en gang at være et groft eksempel på vildledende politisk markedsføring.
Det er altså ikke uden grund, at statsministeren ved de ugentlige pressemøder gang på gang har snakket uden om, når Licitationen har forsøgt at få et svar på, hvorfor regeringen prioriterer bevarelse eller skabelse af offentlige jobs højere end jobs i det private erhvevsliv. Hun har simpelthen en dårlig sag, og man må spørge sig selv, hvor i alverden fagbevægelsen har været henne i kampen for at bevare boligjob- og solcelleordningerne. Det er i hvert fald ikke medlemmernes interesser, der er varetaget. Det er Socialdemokratiets.