COWI henter kendt energiekspert
Den nye energichef har en markant ledelsesmæssig og faglig profil og med knap 30 års erfaring fra energisektoren, er han den rette mand til at stå i spidsen for at udvikle et af COWIs største og mest lovende forretningsområder.
Især markedet inden for fjernvarme og fjernkøling i Danmark byder på vækst, og her er COWI helt i front. Det bliver derfor et af Korshøjs ansvarsområder i et samarbejde med branchens dygtigste medarbejdere at fastholde og udvikle denne position og samtidig udvikle COWIs organisation og forretning ind på de internationale markeder, hvor der er et enormt potentiale for bæredygtige smarte energisystemer i de store byer.
Bjarne Korshøj har siden 2005 haft forskellige direktørstillinger i Vattenfall-koncernen, hvor han senest har været administrerende direktør for Vattenfall A/S. Han er et kendt ansigt i energibranchen og har siddet i bestyrelsen i flere brancheorganisationer. I øjeblikket er han formand for bestyrelsen i Lean Energy Cluster.