Øens Murerfirma får pris for rummelighed
Der sættes fornem pris på socialt ansvar og rummelighed
Ved et stort anlagt show CSR Awards på Alsion i Sønderborg modtog Øens Murerfirma onsdag eftermiddag CSR People Prize 2012.
Det er Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA), der står bag CSR People Prize, der i år blev uddelt for 13. gang. CSR People Prize går til henholdsvis en mindre virksomhed med under 100 ansatte og en større virksomhed med over 100 ansatte, der gennem konkrete initiativer viser, at de tager et særligt socialt ansvar.
Øens Murerfirma, som tæller 158 ansatte, vandt således de store virksomheders kategori i skarp konkurrence med Dansk Supermarked og pensions- selskabet ATP, der også var nomineret til prisen.
Tager hånd om unge
Dommerkomiteen roste Øens Murerfirma A/S for sit store og vedholdende arbejde med at hjælpe unge med en problemfyldt baggrund ind på arbejdsmarkedet og for en særligt aktiv tilgang til arbejdet med socialt ansvar.
Det sker blandt andet gennem partnerskabsaftaler med flere kommuner og samarbejde med lokale projekter. Derudover er fire murersvende i virksomheden uddannet som mentorer, så de kan give god støtte til de unge i virksomheden. Siden 2010 har mere end 50 været i praktik, og 20 procent er efterfølgende blevet fastansat.
Den sociale ansvarlighed er en naturlig del af kulturen hos Øens Murerfirma A/S, og der arbejdes målrettet mod, at alle der vil, skal have en chance. Virksomheden har desuden flere muligheder for, at medarbejdere kan nedtrappe deres arbejde, hvis de for eksempel rammes af stress eller en personlig krise. Øens Murerfirma A/S har desuden omskolet medarbejdere eller tilbudt dem individuelle aftaler, så de kan bevare deres tilknytning til arbejdspladsen.
Ingen belastning
Det var ikke muligt før deadline at få en kommentar fra prismodtageren, grundlægger og medindehaver af Øens Murerfirma Jan Elving.
I forbindelse med nomineringen sagde han, at man betragter det som noget helt naturligt at inkludere nogle, der har det svært.
- Jeg tror simpelthen, at det har noget at gøre med den måde vi er opdraget på. Det drejer sig om anstændighed. Vi oplever det ikke som en belastning eller en sur pligt at løfte denne opgave. Det er med til at give et ekstra overskud i hverdagen, at vide, at vi faktisk er med til at løfte en opgave, som samfundet efterspørger og det er min opfattelse, at mange af vores kunder sætter pris på det, samtidig med at vores sociale arbejde nyder stor opbakning blandt vore kolleger i firmaet, sagde Jan Elving ved den lejlighed.
I løbet af de 21 år, som er gået siden Jan Elving grundlagde virksomheden i en kælder på Amager, har over 145 lærlinge fattet deres første murerske her.
Og lige nu i en tid hvor mange virksomheder skærer ned på lærlinge og praktikanter er der 17 lærlinge og en håndfuld virksomhedspraktikanter og udsatte unge beskæftiget hos Øens Murerfirma.
Ved CSR Awards var entreprenørvirksomheden Christiansen & Essenbæk i øvrigt i kategorien mindre virksomheder med under 100 ansatte blandt de tre nominerede til CSR People Prize. Virksomheden måtte dog se sig slået af Gråsten Plejecenter.