Måling af fugt kan spare boligforeninger for millionbeløb
Udbedring af fugtskader kan koste op til flere millioner kroner, og ofte er beboeradfærd årsagen
Men ofte er beboernes adfærd årsagen til det stigende antal af fugtskader i landets almene boligforeninger, og forsikringsrådgiveren, Willis, oplever flere gange om året, at tusindvis af lejligheder får fugtskader, der skal udbedres.
- Der er helt klart en stigning i antallet af fugtskader, der ikke er forårsaget af brand eller vandrør, som springer. Vi ser flere og flere skader, som skyldes beboernes adfærd, siger Poul Ørum, der er underdirektør i Willis.
Ifølge ham er der flere faktorer, som er medvirkende til, at de almennyttige boligselskaber, andelsforeninger, ejerforeninger og ejendomsselskaber oplever et stigende problem med fugtskader.
- I dag tager hele familien af sted i skole og på arbejde, lige efter de har badet, og så er lejligheden fugtig hele dagen. Det giver anledning til en hel del fugt- og skimmelproblemer. Vi ser mange skimmelsager som følge af, at beboerne bruger boligen forkert eller anderledes, end den er indrettet til, forklarer Poul Ørum.
Kun følgeskader
Problemet med det stigende antal af fugtskader er imidlertid, at boligforeningerne kun er forsikret mod fugt og skimmelsvamp i forbindelse med følgeskader. Det kan være et vandrør, der springer, eller en brand i ejendommen som har medført efterfølgende vand- og fugtskader. Beboernes adfærd kan boligforeningerne altså ikke forsikre sig mod og udbedring af en enkelt fugtskade koster typisk minimum 50.000 kroner.
For at kunne give den bedste rådgivning til boligselskaberne om vedligeholdelsen af bygningerne samarbejder Willis med en række leverandører af fugtmålere blandt andet Brunata, som kan være med til at hjælpe boligforeninger med at undgå fugtskader. For eksempel ved installering af fjernaflæste fugtmålere, hvor man kan få information om de fugtmønstre, der tegner sig i ejendommene, uden at besøge hver enkelt lejlighed.
Investeringen i fugtmålere er hurtig tjent hjem, hvis man sammenligner med prisen for udbedring af skader.
Måling af fugt og alarmering ved for høj luftfugtighed vil også have en positiv effekt på forsikringspræmien hos de mange boligorganisationer, boligforeninger og udlejningsejendomme, da det kan betyde en stabilisering af forsikringspræmien og senere en lavere præmie hvis målerne har afhjulpet problemet.
Voldsom situation
At fugt- og skimmelsvamp har store konsekvenser for familier har advokat hos Homann og ekspert i skimmelsvampesager, Marie-Louise Pind, oplevet på nært hold. Hun har hørt historier fra familier, som har fået hovedpine, slimhindeirritation, hoste, udslæt på huden, nedsat lungefunktion og varige men som kronisk astma.
- Det er langt fra alle sager, hvor skimmelsvampeangreb alene skyldes beboeradfærd. Men hvis man ved hjælp af en fugtmåler og -alarm kan komme fugt- og skimmelskader som følge af brugeradfærd i forkøbet, vil beboerne undgå at stå i sådan en voldsom situation. Med en alarm kan udlejer langt hurtigere end i dag finde ud af, når det er ved at gå galt og gå i dialog med beboerne om, hvordan man sikrer et godt indeklima. Der kan være mange penge at spare, hvis man finder problemet i tide, siger Marie-Louise Pind.