Forventninger indfries
Og det er da også dejligt, at tingene vender igen efter nogle mere end almindeligt trælse år, hvor det hele skulle drosles ned. Det er dejligt at se flere byggepladser, og ikke mindst at se at folk ikke sendes hjem på grund af vintervejr, men i stedet kan arbejde igennem.
Sidstnævnte betyder så alt andet lige, at beskæftigelsen ikke stiger væsentligt, men at aktiviteten kan udjævnes, og det vil så senere kunne ses i omsætningstallene i virksomhedsregnskaberne, og forhåbentligt også på bundlinien.
Men den nye optimisme må ikke overdrives, for vi kan ikke regne med, at et vejrmæssigt lavtryk redder byggeriet, hver gang der er ved at være lavvande. Og der er fortsat et langt stykke vej til, at vi kan tale om et rigtigt højtryk".
De positive vinde har dog en effekt, nemlig at krisetankerne jages på flugt, og et nyt tankesæt indfinder sig - forhåbentligt ikke kun i byggeriet, men også hos finansieringskilderne.
For det er netop her de fortsat hersker, de næsten neurotiske tvangstanker om, at det er alt for risikabelt at låne penge ud.
Det er en alvorlig bremseklods for virksomheder, som gerne vil videre ud af krisetiderne og ind i en dynamisk udvikling. Der skal naturligvis være måde med galskaben, og vi skal selvfølgelig lære af den netop overståede krise, men lige nu lader det til, at lige så snart det drejer sig om finansiering, så er der stort set intet, der kan lade sig gøre.
Virksomheder må fortsat sige nej til at byde ind på udbedring af stormskader, fordi de ikke kan få den nødvendige garantistillelse eller likviditet til materialeindkøb i pengeinstituttet, og når det endelig sker, er det til skyhøj forrentning.
Samme bremseklods er også årsag til at det private boligbyggeri har det svært. Det er først når de private for alvor tror på fremgang, at vi kan tale om et egentligt opsving.