Ret til efteruddannelse skal med efter opsigelse
Lønmodtagere møder til overenskomstforhandlinger med ønske om mulighed for efteruddannelse efter opsigelse
Både Dansk El-Forbund og Teknisk Landsforbund møder til de kommende forhandlinger med forskellige arbejdsgivermodparter med ønske om, at retten til uddannelse under opsigelse og i de første måneder som ledig.
Baggrunden er, at regeringen og Enhedslisten har besluttet, at de ledige ikke kan benytte deres ret til selvvalgt uddannelse i de fire første måneders ledighed.
- Byggeriet er kendetegnet ved korte opsigelsesvarsler, og derfor vil det være naturligt, at en ledig i en nærmere afgrænset periode kan udnytte den ret til uddannelse, som er optjent i kraft af overenskomsten, og vi mener også, at det er den sidste arbejdsgiver, der skal betale, siger Jørgen Juul Rasmussen, forbundsformand i Dansk El-Forbund.
Retten bruges ikke
Ønsket deles af Teknisk Landsforbund, hvis medlemmer er på funktionær-overenskomst og dermed har længere opsigelsesvarsler.
- Der er hele tiden behov for at uddanne sig, men vi oplever desværre, at op mod halvdelen af vores medlemmer ikke kommer på den efteruddannelse, som de har ret til efter overenskomsten. Det skyldes arbejdsgivere, som mener, der ikke er tid, råd eller behov og at medlemmerne sjældent insisterer på deres ret på et arbejdsmarked, hvor man ved, at der er nogen derude, der gerne vil have jobbet. Det udhuler kompetencefondene, og derfor finder vi det naturligt, at medlemmerne kan benytte deres ret i forbindelse med ledighed. Vi forestiller os, at uddannelsen kan foregå efter opsigelsesperiodens udløb, hvis blot det er aftalt i opsigelsesperioden, siger Gita Grüning, forbundsformand i Teknisk Landsforbund.
Mange mister retten
Dansk El-Forbund møder også med krav om, at anciennitetsbestemmelserne om efteruddannelse sløjfes i overenskomsten. I dag kræver det i forbundets overenskomst med Tekniq ni måneders anciennitet i en virksomhed, før man har krav på to ugers selvvalgt brancherelevant" uddannelse.
- Retten til efteruddannelse skal ikke mistes hver gang med skifter job. Ikke mindst i en branche, hvor der er hyppige jobskift, er det fjollet med krav om en bestemt anciennitet i en virksomhed. Det giver ikke mening, når vi ønsker et fleksibelt arbejdsmarked, siger Jørgen Juul Rasmussen.
Han oplyser, at reglerne for optjening af ret til pension for flere år siden er ændret fra at være anciennitet i virksomheden til at være anciennitet i branchen. Han forestiller sig noget tilsvarende, når det gælder retten til efteruddannelse.