Den rekordlave inflation i 2013 indebærer, at de danske forbrugere i øjeblikket får betydeligt mere ud af lønkronerne. En gennemsnitlig husholdning får ca. 6.000 kr. mere til rådighed om året. Med prisstigninger i december på 0,8 procent står det fast, at også den samlede inflation i dansk økonomi i 2013 landede på 0,8 procent Det er det laveste i 60 år. Dansk Byggeri peger på, at den historisk lave inflation fortsat bidrager til at styrke dansk økonomi.
- Der er sket et historisk dyk i inflationen i 2013. I de tre foregående år 2010-2012, har den årlige inflation i gennemsnit ligget på 2½ procent og nu er den så dykket til historisk lave 0,8 procent Det indebærer en gennemsnitlig årlig besparelse på ca. 6.000 kr. pr. husstand i Danmark, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.