Tilfredsheden med byggeri er stigende
Ifølge de seneste nøgletal fra Byggeriets Evaluerings Center afleveres flere byggerier til tiden
Tallene for 2013 viser nemlig en positiv udvikling, idet der er en tendens til, at flere entrepriser opnår et A eller et B i den høje ende af Bygge Rating skalaen. Eksempelvis opnår hele 89 procent af entrepriserne et A for tidsfrister, hvilket svarer til, at der er afleveret rettidigt. Sidste år var tallet 86 procent.
På området "mangler" ses også en positiv udvikling. 42 procent af entrepriserne afleveres helt uden eller med ganske få kosmetiske mangler. Det er en fremgang på to procentpoint siden sidste år.
- Jeg vurderer, at der især er to forhold, som har betydning for den positive udvikling. For det første har vi lagt højkonjunkturen bag os, og det betyder, at der nu er bedre forudsætninger for at udføre arbejdet til tiden og i den aftalte kvalitet. For det andet ser vi tydeligt, at det har en positiv effekt, når vi evaluerer entrepriser og måler på for eksempel antallet af mangler. Målingen i sig selv er med til at skabe en positiv udvikling, fordi det sætter fokus på områder, hvor der kan ske en forbedring. Altså en klar indikation af, at evaluering virker, siger direktør Peter Hesdorf fra Byggeriets Evaluerings Center.
2.350 entrepriser
Indenfor området arbejdsulykker" er billedet uændret. På 97 procent af entrepriserne er der ikke registreret arbejdsulykker. Eller sagt på en anden måde: På 3 ud af 100 entrepriser er der registreret en arbejdsulykke.
For de subjektive nøgletal, kundetilfredshed" og kundeloyalitet", ses en svagt negativ ændring.
Andelen af entrepriser med et A er faldet 1-2 procentpoint, mens andelen af entrepriser med et B er steget tilsvarende. Dog er andelen af entrepriser som opnår A eller B samlet set uændret i forhold til samme tidspunkt sidste år.
Peter Hesdorf understreger dog, at tallene ikke kan tages som udtryk for byggesektoren som helhed.
- Vi kan kun sige noget om de entrepriser, som er registreret i vores database. Derfor er vores tal ikke nødvendigvis kendetegnende for byggesektoren som helhed. Vi vil opfordre flere virksomheder til at tilmelde deres sager til evaluering, hvilket vil medvirke til at gøre tallene mere valide, siger Peter Hesdorf.
Tallene indgår i Bygge Rating version 2014 for entreprenører med godt 2350 entrepriser til en samlet entreprisesum på ca. 19 mia. kroner.