Udstationerede skal sikres mod lønsnyd
Ny fond skal sikre udstationerede medarbejdere, når deres arbejdsgiver går konkurs eller stikker af
Firmaerne er gået konkurs eller er bare stukket af fra regningen.
Det vil industriens organisationer gøre noget ved. I et forslag, som DI og CO-industri har sendt til hovedorganisationerne DA og LO samt beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) foreslår parterne, at der oprettes en særlig fond forankret i Lønmodtagernes Garantifond (LG). Denne fond skal yde dækning, når udstationerede medarbejdere har et retsligt tilgodehavende på løn for arbejde i Danmark, som det ikke har været muligt at inddrive fra deres arbejdsgiver.
Udspillet kommer, fordi Folketinget inden for de kommende to år skal implementere EUs såkaldte håndhævelsesdirektiv, som skal styrke beskyttelsen af udstationeret arbejdskraft. Direktivet har blandt andet bestemmelser om kædeansvar i første led. DI og CO-industri skriver i papiret, at parterne ikke støtter indførelsen af lovbestemt kædeansvar for lønninger i Danmark".
Alle skal bidrage
Den ny LG-ordning skal supplere den nuværende dækning i LG ved at dække, selv om arbejdsgiveren ikke kan anses for insolvent. Ordningen skal dække tilgodehavender, der er retsligt konstateret ved dom i Arbejdsretten, kendelse i faglig voldgift eller udenretsligt forlig indgået af LO-DA organisationer.
Parterne foreslår, at ordningen finansieres bredt, da alle danske virksomheder kan have behov for at modtage grænseoverskridende tjenesteydelser. Også virksomheder, der ikke er omfattet af overenskomst, skal bidrage, og det skal også de udstationerende virksomheder. Firmaer og hvervgiver, der giver en opgave til en udstationerende virksomhed, skal pålægges et ekstraordinært bidrag.
Ikke tilstrækkeligt
I Byggegruppen i 3F hilses initiativet fra DI og CO-industri velkommen.
- Vi betragter det som et indspil til en diskussion om, hvordan vi bedst sikrer de udenlandske arbejderes rettigheder, og det er positivt, at DI og CO-industri har tænkt tanker på dette område. I den foreliggende form vil det imidlertid ikke være tilstrækkeligt dækkende for byggeriet. Det skyldes blandt andet, at det alene dækker udstationeret arbejdskraft, og vi ser jo, at der er lige så mange danske virksomheder som snyder deres udenlandske ansatte i forhold til overenskomsten. Samtidig følger forslaget ikke den fagretlige praksis på byggeområdet, hvor udgangspunktet er, at en arbejdsgiver ikke må få økonomisk fordel ved at have omgået overenskomsten uanset om man kan få kontakt med alle hans medarbejdere, siger Palle Bisgaard, næstformand i Byggegruppen.
I Byggegruppen mener man ikke, at der er nogen sammenhæng mellem den eventuelle ny fond og kædeansvar.
- Vi går ikke ind for at ophøje overenskomster til lov og heller ikke for en lovfastsat mindsteløn, men man kan sagtens have et lovbestemt kædeansvar som er knyttet til overenskomstsystemet og fagretlige kendelser. Der er derfor ingen modsætning mellem en ny LG2-fond og et lovbestemt kædeansvar, siger Palle Bisgaard.
Dansk Byggeri vil ikke kommentere arbejdspapiret på nuværende tidspunkt og henviser til DA.
Jørn Neergaard Larsen, adm. direktør i DA, kalder i Børsen forslaget for et konstruktivt indspark".
- Vi er enige i afsættet og formålet, og vi er parate til at gå i drøftelse med regeringen om forslaget, siger han.
DA er enig med forslagsstillerne i, at der ikke pålægges virksomheder et lovbestemt kædeansvar.
En gennemførelse af forslaget kræver lovgivning.