Ændringer på vej til uddannelse
Der arbejdes lige nu på omlægninger af elektrikeruddannelsen, som forventes at træde i kraft til august næste år
- Den største ændring er, at man ikke længere skal vælge speciale tidligt, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad og forklarer, at de nuværende fem studieretninger bliver erstattet af én samlet uddannelse, hvor tilvalg af moduler senere i forløbet gør, at man kan skræddersy uddannelsen - både til de unge og til virksomhederne.
- Jeg tror, at vi får en endnu bedre uddannelse ved at ændre på den her måde. Modulerne går mere i dybden, og de unge får derfor fortsat en specialiseret viden, siger han.
Jørgen Juul Rasmussen erkender, at der er en række udfordringer, men at ændringerne generelt synes at blive taget godt imod.
- Der er selvfølgelig en udfordring i at få alle de forskellige skoler til at udbyde de mange moduler. Men det er for tidligt at sige noget om, hvor vi lander på netop det område, for arbejdet foregår stadig. Vi er langt fra i hus med ændringerne, siger han.
Selvom en konsekvens kan blive, at skolerne udbyder forskellige moduler, og at de unge dermed kan risikere at skulle flytte sig længere for at kunne sammensætte deres ønskede uddannelse, frygter el-forbundets formand ikke, at elektrikeruddannelsen bliver mindre attraktiv. Tværtimod har Jørgen Juul Rasmussen en forventning om, at ændringerne kommer til at betyde, at flere unge vil vælge uddannelsen til.
- De store moduler vil selvfølgelig blive udbudt på alle skoler, og netop muligheden for virkelig at skræddersy forløbet tror jeg vil resultere i, at flere unge vælger uddannelsen til, siger han.
Også branchens lave ledighed, mener Jørgen Juul Rasmussen udgør et attraktiv ved uddannelsen, og ud over flere unge til uddannelsen håber han, at såvel det private erhvervsliv som industrien og det offentlige vil oprette flere praktikpladser som følge af muligheden for at skræddersy uddannelsen hertil.
Ændringerne til elektrikeruddannelsen forventes at træde i kraft i august 2015.