23948sdkhjf

I dybet i hjertet af København

Metroselskabet og hovedentreprenøren er ved at gøre klar til at grave de sidste tre-fire meter i det, der om mindre end fem år bliver til metrostation Rådhuspladsen
Der er en slags stilhed før stormen knap 20 meter under Rådhuspladsen i København.

Metroselskabet og Cityringens hovedentreprenør CMT er ved at gøre klar til den sidste omgang gravearbejde, så man når ned 23 meter under terræn.

Inden det afsluttende gravearbejde kan gå i gang en af de nærmeste dage skal den cirka 60 gange 20 meter store stationsboks afstives. En massiv jernramme er ved at blive gjort klar – dels på snæver arbejdsplads i niveau bag det grønne hegn, der adskiller metroarbejdspladsen fra byens travleste plads, dels nede i dybet.

Jernrammen lægges på hyldeknægte, der er boltet ind i ydervæggen, den såkaldte slidsevæg, der er støbt hele 40 meter ned i undergrunden. Når jernrammen er på plads monteres ni kæmpemæssige tværgående stivere, såkaldte struts.

- Stiverne skal sikre, at væggene er stabile. Der etableres i alt tre lag struts, og det er det tredje og sidste lag, man er ved at gøre klar til, siger sitemanager Kasper Skovsted Larsen fra Metroselskabet.

- Med til at skabe stabilitet i skakten er også, at stationsboksens låg er støbt. Siden sikres stabiliteten ved, at indervæggen støbes som bottom-up, ligesom der kommer etager og bjælker på tværs, efterhånden som struts fjernes, siger han.

Langt ned til kalken

Stationsskakten på Rådhuspladsen adskiller sig fra de øvrige stations- og arbejdsskakte på Cityringen, ved at kalkoverfladen ligger væsentligt dybere. Det er først i næste og sidste omgang udgravning, at gravemaskinerne skal i gang med københavnerkalken. Under de første 20 meters udgravning har man fjernet århundreders fyld samt ler og store mængder sand og grus fra istidens smeltevandsaflejringer.

I alt skal der udgraves cirka 28.000 kbm jord, inden skakten er færdig og dermed klar til at støbe bundplade.

Når udgravningerne kommer i gang igen, øges aktiviteten på byggepladsen markant. De store mængder sediment fra udgravningen køres løbende væk fra pladsen med kurs mod Nordhavn, hvor det bruges som opfyld.

- Der er gennemsnitligt tale om 40 lastbiler om dagen, så det er noget at et puslespil at få det til at gå op. Udkørsel sker – efter en omgang hjulvask – på H.C. Andersens Boulevard, hvor vi med lyssignal har grønt i syv sekunder. Det er lige nok til at en lastbil kan smutte ud, siger Kasper Skovsted Larsen.

Han oplyser, at man forventer at være færdig med udgravningen i slutningen af denne måned.

Konstante målinger

Håndteringen af grundvandet er et kapitel for sig på den på alle måder centrale byggeplads, hvor grundvandsspejlet ligger cirka 5,50 meter under terræn.

Seks kæmpemæssige sugerør, der når ned i godt 35 meters dybde, holder arbejdspladsen tør. Vandet ledes efter en tur gennem en rensningsproces tilbage i et antal boringer straks udenfor byggegruben.

- Mange bygninger ved Rådhuspladsen er bygget på egetræspæle, der ikke må tørre ud, og derfor sker der ingen grundvandssænkning udenfor boksen, siger Kasper Skovsted Larsen.

Han oplyser, at der sker en konstant måling af såvel selve byggepladsen som de omkringliggende bygninger og veje for at sikre sig imod sætningsskader.

Sidste gennembrud

Stationsskakten på Rådhuspladsen er udover at være en af de mest komplicerede af Cityringens i alt 21 arbejdspladser, også den sidste, der får besøg af to af de fire store boremaskiner. Det forventes at ske i løbet af sommeren eller efteråret 2016.

Inden da skal skakten dog lige graves helt ud – og der skal støbes bundplade og indervægge.

Og for resten: Første metrotog forventes at ankomme til stationen i juli 2019.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095