Byggenyt
KØBENHAVN: Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal 10. november behandle Lokalplan Viborggade", som skal gøre det muligt at opføre nye familieboliger i Viborggade på Østerbro. Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at lokalplanen vedtages endeligt.
Ejeren af Viborggade 42-46 og Viborggade 70 ønsker at udvikle ejendommene med cirka 40 nye familieboliger.
GRIBSKOV: Gribskov Byråd har frigivet anlægsmidler til at igangsætte projektering, udbud og udførelse af ombygning af Gilbjerg Børnehuse.
Gilbjerg Børnehuse har igennem flere år opsparet midler til at ombygge institutionen, sådan at de to nuværende afdelinger bygges sammen. Tilsvarende har bestyrelsen i Gilbjerg Børnehuse også gennem længere tid tilkendegivet interesse for at producere mad til børnene i institutionen, hvis der blev etableret et egnet køkken. Det fremlagte projektforslag tilgodeser de to ønsker.
Planen er at udbyde ombygningen i licitation i starten af 2015.
REGION SJÆLLAND
LEJRE: Lejre Kommunalbestyrelse har sagt ja til at frigive en anlægsbevilling på 463.000 kroner til etablering af træningskøkken og behandlerrum på Grønnehave. Der er en øget tilgang af henvisninger til træning og dermed behov for at udvide træningsfaciliteterne.
ROSKILDE: Roskilde Byråd har sagt ja til at give en anlægsbevilling på 500.000 kroner til etablering af en liggehal ved Trekroner Børnehus. Arbejdstilsynet har ved sit besøg i Trekroner Børnehus mundtligt påtalt arbejdsmiljøforholdene omkring placering af den eksisterende midlertidige liggehal.
REGION SYDDANMARK
OTTERUP: Nordfyns Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 2014-1 Boligbebyggelse ved Langelinie 55 i Otterup endeligt. Formålet med lokalplanen er at muliggøre etablering af et boligområde med seks boligenheder i tæt-lav bebyggelse på stedet.