NCC vinder stor renoveringsopgave
Opgaven med at energirenovere 264 lejemål i Tibberupparken i Espergærde er gået til NCC Construction. Opgaven har en værdi af op mod 241 mio. kroner
Bebyggelsen består af ni blokke, som blandt andet skal have nyt tag, vinduer og facade, og hertil skal altanerne udvides.
Der udføres desuden elevatorer i otte opgange; to af blokkene får en ekstra etage med tagboliger; alle stuelejligheder får adgang til små private haver, og udearealerne opgraderes med både stier og belysning.
- Ud over det byggetekniske med blandt andet bedre isolering vil renoveringen give hele området et imageløft. Vi får fremtidssikret vores boliger væsentligt, og det har selvfølgelig stor betydning, siger Peter Garboe, afdelingsbestyrelsesformand til Licitationen - Byggeriets Dagblad og understreger, at langt de fleste beboere ser frem til, at renoveringen igangsættes.
- Mange glæder sig. Renoveringen har været på tale i fem år, og nu sker der endelig noget, siger han.
To etaper
Arbejdet med at renovere de forskellige blokke foregår i to etaper. Første etape har en værdi af 38 mio. kroner. Er bygherren godt tilfreds med arbejdet, får NCC lov til at fortsætte, og det vil bringe renoveringensopgaven op på 241 mio. kroner.
Da der altid er usikkerhed om, hvad renoveringer vil byde på af udfordringer, har en god proces gennem godt samarbejde største prioritet for NCC.
- For at vi kan få det bedste resultat, gør vi meget ud af at få et godt samarbejde mellem alle parter i projektet. Vi skal ind i private hjem og arbejde, derfor er det afgørende, at samarbejdet er helt i top, så arbejdet og eventuelle udfordringer forløber så glat som muligt, siger Niels Engberg, senior projektchef i NCC Construction i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Selv om vi først starter byggeriet i slutningen af november, er vi allerede nu i gang med at afklare fælles mål og succeskriterier for alle involverede i projektet. Det gør vi eksempelvis med workshops med alle parter - blandt andre fagentreprenører, bygherre og rådgivere. Og når arbejdet går i gang, vil der være fælles kantine. Det er en simpel ting, men det betyder, at vi øger dialog og kendskab til hinanden. På den måde bliver det lettere for alle, hvis projektet byder på udfordringer.
Om NCC får lov til at gennemføre begge etaper bliver afgjort i maj 2015. Første spadestik er den 20. november, og projektet ventes afsluttet primo 2017.