Regioner ønsker råstofstrategi
I et brev til miljøminister Kirsten Brosbøl (S) opfordrer Danske Regioners formand Bent Hansen ministeren til at lave en national råstofstrategi
Det sker i et åbent brev fra formand i Danske Regioner Bent Hansen til miljøminister Kirsten Brosbøl (S).
En national strategi er ifølge regionerne nødvendig for at skabe overblik over potentiale og omkostninger ved indvinding af råstoffer til vands og til lands.
Baggrunden for regionernes henvendelse er, at de i fællesskab har udarbejdet en grønbog med det formål at belyse muligheder og begrænsninger for øget anvendelse af sømaterialer som supplement til landbaseret indvinding. Grønbogen er lavet, fordi det bliver stadig sværere at udpege graveområder på land, hvor der ikke opstår konflikter med omgivelserne.
En af Grønbogens konklusioner er, at trods store råstofforekomster på havet er kvaliteten dårligt undersøgt, og at indvinding til havs er dyrt.
Bent Hansen mener derfor, det er på høje tid, at Danmark kommer på omgangshøjde med en række af vores nabolande, som allerede har udarbejdet en national strategi for råstofindvinding.
- En national strategi for indvinding af råstoffer på land og til havs vil kunne imødegå de udfordringer, som råstofindvinding til lands og til havs giver. Samtidig vil det give mulighed for, at der kan foretages en samlet afvejning af de forskellige hensyn ved indvindingen, siger Bent Hansen.
Kortlægning af behov
Som Licitationen - Byggeriets Dagblad før har fortalt, overtog regionerne råstofområdet fra kommunerne i juli i år.
Siden har regionerne igangsat en udredning af det forventede råstofbehov de kommende 35 år. Desuden er man i gang med at etablere regionale databaser for råstofområdet, både for at få overblik over resterende ressourcer i udpegede råstofgraveområder, men også for at lette sagsbehandlingen i forbindelse med indvindingstilladelser.
Indvinding af råstoffer på havet har i mange år udgjort i cirka 10 procent af råstofforbruget på land, men i enkelte regioner op til 25 procent.
En sag fra foråret, hvor store mængder sand blev suget fra Øresund uden nødvendigt kendskab til de miljømæssige konsekvenser, viser, at det ikke er helt uproblematisk at indvinde råstoffer til havs. Sagen om Østersøens sandsugninger fik i begyndelsen af oktober Kirsten Brosbøl til at sætte gang i omfattende undersøgelser af de miljømæssige konsekvenser af indvindingen samt at ændre råstofloven, så det bliver muligt at udpege områder, hvor der fremover ikke må gives nye tilladelser til indvinding af råstoffer. Dermed kan ministeren forhindre nye tilladelser til råstofindvinding, hvis undersøgelserne viser, at indvindingen af råstoffer i Øresund gør væsentlige skader på miljøet.
Må være lydhør
Netop sagen fra Øresund viser nødvendigheden af en samlet strategi, mener Lasse Møller Vollesen, chefkonsulent i foreningen Danske Råstoffer.
Han er derfor glad for Bent Hansens udmelding.
- Når regionerne også markerer sig her, bliver det efterhånden svært for miljøministeren ikke at være lydhør. Vi har i branchen længe slået til lyd for, at der kommer en samlet strategi, hvor man sammentænker, hvordan man på en bæredygtig måde kan indvinde råstoffer på land og i havet. I dag forvaltes råstoffer i havet af Naturstyrelsen og på land er det regionerne, det er derfor nødvendigt med en samlet plan, siger han.
Også fra politisk hold har der været efterlyst en råstofstrategi. Enhedslisten har ved flere lejligheder opfordret miljøministeren til at sætte gang i arbejdet med en national strategi.
For de konservatives miljøordfører Charlotte Dyremose, gør regionernes henvendelse en forskel.
- Det er klart, at når regionerne efterspørger en strategi som redskab for at kunne træffe beslutninger, så skal vi se på, om vi kan give dem det. Jeg vil i første omgang give miljøministeren mulighed for at svare på Bent Hansens brev, og så må vi drøfte det efterfølgende, siger hun.