Kreativt byudviklingsprojekt udpeger ny chef
Musicon-projektet i Roskilde henter sin nye chef hos DR
Den 1. juni starter den nuværende redaktør i DR Kultur Katrine Nyland Sørensen således som sekretariatsleder på kontoret på bydelens hovedstrøg, Rabalderstræde.
Det bliver dermed en leder med solidt kendskab til kultur- og oplevelsesbranchen, der skal stå i spidsen for de kommende års arbejde med at styrke kendskabet til den nye kreative bydel Musicon blandt ejendomsudviklere, virksomheder, kultur- og uddannelsesinstitutioner.
Inden 2025 skal der således bygges omkring 200.000 etagemeter til detailhandel, erhverv, uddannelse og boliger.
På DR siden 1992
Den 43-årige Katrine Nyland Sørensen er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og afslutter en Master i Cultural Management i 2015.
Hun har siden 1992 haft et alsidigt virke ved Danmarks Radio - med en kort afstikker til Dagbladet Information som kulturredaktør. I øjeblikket har hun ansvaret for at styrke kulturnyhedsstoffet på P1, tv og web. Hun er også ekstern lektor på Roskilde Universitet og har tidligere været næstformand i Statens Kunstråds Musikudvalg, ligesom hun har været radiovært på en række lokalradioer.
- Med Katrine får vi en erfaren og resultatorienteret leder med et stort og spændende netværk. Jeg er sikker på, hun er den helt rigtige til at bringe Musicon ind i næste fase, hvor vi i højere grad skal fokusere på dialog med virksomheder og projektudviklere, som har interesse i at bygge på Musicon, siger Roskilde Kommunes kommunaldirektør, Henrik Kolind.
Katrine Nyland Sørensen har fulgt udviklingen af Musicon.
- Jeg glæder mig utrolig meget til at rykke til Musicon, da jeg længe har syntes, at Musicon er det mest visionære og interessante byudviklingsprojekt her i landet, fordi kunst, kultur og kreative erhverv er en integreret del af bydelen. Jeg skal både være med til at tænke stort og visionært, men også have fingrene nede i jorden og sammen med sekretariatet skabe nyt og bygge op, siger Katrine Nyland Sørensen i en pressemeddelelse.
Udviklingen af Musicon til område med et levende bymiljø med kulturelle erhverv, butikker, boliger, kultur- og fritidsaktiviteter begyndte i 2008.
I dag huser bydelen 47 virksomheder, foreninger og kulturinstitutioner og 196 ungdomsboliger. Omkring 1.100 mennesker har deres daglige gang på Rabalderstræde.
Der er dermed skabt et godt grundlag for den videre udvikling af bydelen, som på sigt skal rumme 2.000 arbejdspladser og 650 boliger. Samtidig åbner Danmarks kommende rockmuseum på Musicon i 2015.
Størstedelen af området, der tidligere husede betonvarefabrikken Unicon, ejes af Roskilde Kommune, men målet er at sælge det meste af området fra over de kommende 10-15 år.