ESCO skal bruges med omtanke
ESCO er effektivt, men ikke de vises sten, lyder det fra energipolitisk konsulent i Dansk Byggeri. Udtalelsen kommer på baggrund af ny analyse fra Udbudsrådet om energirenovering af kommunale bygninger
De såkaldte ESCO-projekter (Energy Service Companies, red.) kan være en god idé, men det skal ses i sammenhæng med hele bygningen, mener Dansk Byggeri, der forstår, at kommunerne vil spare på energien og skattekronerne.
Men den nuværende investering i ESCO-projekter, der hovedsagligt fokuserer på varme, ventilation og belysning, er langt fra nok, lyder advarslen fra Dansk Byggeri.
Ny rapport
Baggrunden er en ny rapport fra Udbudsrådet om energirenovering i kommunerne. Den udkom i går og roser ESCO-projekterne, som de mest økonomiske og energibesparende.
Når større kommunale renoveringer sendes i udbud sker det typisk i ESCO-projekter, hvor udgifterne til energirenoveringer betales af de efterfølgende besparelser i energiforbruget. Ved udbuddet konkurreres der på, hvilken leverandør der kan tilbyde den mest fordelagtige kombination af pris for energirenoveringerne, garanteret besparelse i energiforbruget og aftalens løbetid. Modellen giver dermed ESCO-leverandøren incitamenter til at gennemføre energirenoveringstiltag, der virker.
- Men det er ikke nødvendigvis hele historien. ESCO-projekter har ofte en tilbagebetalingstid på mellem fem og 13 år, fordi de fokuserer på energibesparelser i de tekniske installationer, siger energipolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Mieke Bak Rasmussen, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Men dér, hvor de store besparelser på energiforbruget ligger, er i energirenovering af klimaskærmen, det vil sige isolering af facade, tag, døre og vinduer, påpeger hun.
Langsigtede modeller
Det er en større investering, som ikke kan tilbagebetales på så kort tid, som ESCO-projekterne løber.
- Det er vigtigt, at man får lavet langsigtede modeller. Udfordringen ligger i at klimaskærme har lange tilbagebetalingstider. Og det er vigtigt at være opmærksom på, at i de for eksempel ti år, hvor ESCO-kontrakten løber, kan det bremse for større energirenoveringer, som med tiden kan vise sig at være nødvendige og langt mere energibesparende. Og så er det bare ærgerligt, at kommunen har låst sig fast på et tiårigt ESCO-projekt, siger Mieke Bak Rasmussen til Licitationen.
Derfor skal kommunerne tænke sig godt om, mener hun.
- ESCO-projekter er en udmærket mulighed for at spare penge og energi, men det er ikke en universalløsning, som garanterer kommunerne optimale besparelser. Derfor håber jeg, at kommunerne overvejer meget nøje, om det er mest fordelagtigt kun at spare på strømmen, eller om der er større besparelser at hente på at samtænke installationerne med generel energirenovering, siger Mieke Bak Rasmussen og tilføjer at Udbudsrådet tilsyneladende har haft en meget snæver tilgang til at vurdere kommunernes indsats i forhold til energibesparelser i deres bygninger.
Stort spørgeskema
Analysen er baseret på svar fra 75 af de 98 danske kommuner på et spørgeskema om kommunernes vurderinger og erfaringer med energirenoveringer af kommunale bygninger.
Næsten alle kommuner er i gang med at drøfte, undersøge, planlægge og gennemføre energirenoveringer af kommunale bygninger. Ud af de 75 kommuner, som har svaret på spørgeskemaet, er 68 i gang med at gennemføre energirenoveringer, fem-seks har planer om at gå i gang og kun en enkelt kommune har ikke planer om at lave energirenoveringer, lyder det i rapporten.