23948sdkhjf

Fra hærværk til herlighed i Rosenhøj

Første spadestik er taget til renovering af Rosenhøj-bebyggelsen i Aarhus
I Aarhuskvarteret Rosenhøj har Boligforeningen Århus Omegn gennem de seneste år formået at flytte fokus fra hærværksproblematik til herligt boligområde.

For 10 år siden var Rosenhøj i Viby Syd plaget af hærværk, der blev sammenlignet med uroligheder i Paris’ forstæder. I dag er boligkvarteret symbol på bæredygtig byudvikling.

Rejsen har været lang, men i tirsdags kunne Boligforeningen Århus Omegn og Aarhus Kommune endelig markere begyndelsen på hele boligområdets renovering.

Det skete, da rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune Kristian Würtz (S) tog første spadestik til 22 nye familieboliger, der er en del af boligområdets omfattende renovering.

- Renoveringen af Rosenhøj er et symbol på, at vi i Aarhus bygger fremtidens Danmark. Vi skal bygge bæredygtigt, både når det handler om de miljømæssige perspektiver og de boligsociale sammenhænge, sagde Kristian Würtz, da han tog første spadestik til de 22 nye familieboliger i Viby Syd-kvarteret Rosenhøj.

Kristian Würtz var selv med, da Aarhus Kommunes byråd i 2009 godkendte en helhedsplan for hele Viby Syd-bydelen.

For tre år siden offentliggjorde daværende borgmester Nikolaj Wammen (S) vinderprojektet for Rosenhøj, som ingeniørfirmaet Viggo Madsen A/S stod bag sammen med underrådgiverne Arkitema og Effekt. Udover de nye familieboliger omfatter renoveringen nye facader, nyt ventilationsanlæg, elevatorer, tilgængelighedsboliger, attraktive udearealer og spændende kvarterstorve.

Vigtig rolle til beboere

Den fysiske renovering af Rosenhøj er et vigtigt skridt på vejen til et tidssvarende og bæredygtigt boligområde.

Men det er beboerne, der skal tilføje liv, tryghed og glæde til området, og derfor bliver beboersamarbejdet prioriteret højt hos Århus Omegn.

- Renoveringen af Rosenhøj er et særdeles omfattende projekt til mere end 850 mio. kroner. Det tager lang tid at få alle ender til at nå sammen, og det har beboerne indtil videre betalt prisen for i form af ventetid i utætte boliger. Men vi har et godt samarbejde med alle beboerne, der har været og stadig er meget tålmodige. Derfor er det rigtig vigtigt for os, at vi i dag kan vise dem, at de mange års planlægning endelig bliver til virkelighed, siger Århus Omegns direktør, Leif Jensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109