Håndsrækning til vigtig viden om energibyggeri
Videncenter for energibesparelser i bygninger forlænges fire år med ny bevilling fra Regeringen
Videncentret har haft til huse på Teknologisk Institut siden marts 2009 og har haft meget travlt med at hjælpe og rådgive håndværkere, virksomheder og andre professionelle fra byggebranchen om energibesparende renoveringer, og håndsrækningen fra Regeringen betyder, at arbejdet kan fortsættes de næste fire år.
Ifølge direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen har Videncenter for energibesparelser i bygninger på tre år opbygget en stor respekt fra alle parter i byggebranchen. Han påpeger, at byggeriets parter takket være centrets store indsats har opnået stærkere kvalifikationer og nye værktøjer til at gennemføre energibesparende tiltag i bygninger.
Opsøgende arbejde
- Hele branchen bakker op om det arbejde, som Videncentret har lavet. Det gælder for eksempel udviklingen af energivejlederuddannelsen, de mange andre uddannelsestiltag, de mange energiløsninger og værktøjer og arbejdet med at aktivere energimærkningsordningen, siger Michael H. Nielsen.
Centerchef Vagn Holk fra Teknologisk Institut og hans team har ikke gemt sig bag en computerskærm, men er gennem opsøgende arbejde gået meget praktisk og handlingsorienteret til opgaven, og centerchefen er da også glad for bevillingen, selvom det ærgrer ham, at budgettet er blevet halveret i forhold til forventningerne og budgettet for den sidste treårige periode.
- Det er tilfredsstillende, at vi kan fortsætte vores udadvendte aktiviteter dog nu i et lidt mindre omfang. Vores mål vil fortsat være at klæde håndværkere og rådgivere godt på til at løse de udfordringer, der er med hensyn til renovering af bygningsmassen. Vi fortsætter derfor naturligvis vores telefoniske hot line og vores netværksarbejde med at søge konkrete samarbejdsprojekter, der fremmer energispareindsatsen i Danmark. Men på grund af den halverede bevilling bliver det en stor udfordring at få udviklet og formidlet tilstrækkeligt materiale om energirenovering i eksisterende bygninger til fortsat at være et attraktivt og et uvildigt Videncenter for energibesparelser i bygninger for byggebranchen, siger Vagn Holk.
Katalog fremmer salg
Videncenter for energibesparelser i bygninger har tidligere udviklet et katalog med en samlet oversigt over energiløsninger til boliger.
Kataloget er lavet til håndværkere, der bruger det i dialogen med kunderne, som skal have udført energirigtige renoveringer af boligen. Kataloget illustrerer og giver svar på, hvordan bygningen kan gøres mere energirigtig, og hvad besparelserne er i runde tal, hvis for eksempel vinduerne skiftes, og hvordan renoveringsarbejdet udføres korrekt.
- Med kataloget i hånden kan håndværkerne nemmere og hurtigere hjælpe ejeren af en bygning med at beslutte sig for en løsning til at opnå energibesparelser gennem en renovering, fortæller energivejleder Charlie Kemptorp Sloth fra Zerobolig og tilføjer, at kataloget har betydet, at håndværkerne i hans netværk har øget deres salg af både små og store opgaver inden for energirenoveringer lige fra for eksempel isolering af et loft til en facaderenovering. Energivejlederen roser også den hotline, som håndværkere fortsat kan ringe til, når de akut har brug for faglig rådgivning i forbindelse med en konkret renoveringsopgave:
- Jeg har selv haft brug for at ringe til Videncentret, da jeg ude på en opgave var i tvivl om, hvorvidt man med efterisolering helt kan lukke en krybekælder støbt i beton og den rådgivning var guld værd, fastslår Charlie Kemptorp Sloth.