Banedanmark ansætter ny anlægsdirektør
Steen Neuchs Vedel kommer fra en anden del af transportsektoren, luftfarten, hvor han har mange års erfaring fra henholdsvis SAS og Cimber Sterling; senest som executive vice president, COO and accountable manager i Cimber Sterling.
Her var han i fire år ansvarlig for den operative del af virksomheden, som talte 700 medarbejdere, herunder piloter, kabinepersonalet, personalet på jorden, samt medarbejdere inden for reparation og vedligehold. Ud over at være øverste chef for driftsorganisationen var Steen Neuchs Vedel samtidig en del af den øverste ledelse i Cimber Sterling, ligesom han havde det øverste ansvar i Cimber Sterlings samarbejde med Statens Luftfartsvæsen.
Inden da var Steen NeuchsVedel i en årrække ansat i SAS i forskellige lederpositioner, senest som vice president i SAS Ground Services Danmark med øverste ansvar for Ground handling i Københavns Lufthavn, der dengang havde en omsætning på 1,1 mia. kroner og en medarbejderstab på 2000 medarbejdere.
Hans erfaring med store oranisationer og gennemførelse af mange store projekter skal understøtte Banedanmarks vision om frem mod 2020 at skabe fremtidens jernbane, som gør det muligt at fordoble passager- og godstransporten.