Lejerne kræver boliger med strenge energikrav
Efter stadig større fokus på varmeregningen bygger de almene boligselskaber under Domea nu efter 2015-krav
Det er en betydelig stramning i forhold til de gældende BR10-krav.
- Vi oplever, at stadig flere lejere er blevet opmærksomme på varmeregningens størrelse. De ønsker ikke overraskende, at den skal være lav, men de ønsker også i højere grad et minimalt forbrug, da de vil sikre sig mod store pludselige ekstraudgifter grundet stigende energipriser i fremtiden. Derfor har vi ændret praksis, fortæller byggechef i Domea Karsten Pedersen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
På et møde i Domeas bestyrelse besluttede selskabet at imødekomme lejernes ønsker og behov ved at skærpe energikrav til nybyggeri i deres regi. Og valget blev, at der nu skal bygges almene boliger, som lever op til de kommende 2015-energikrav.
Domea er administrator for 150 boligforeninger med i alt 35.000 boliger.
Boligforeningerne er med på den nye beslutning, og det har betydet, at det byggeri, Domea i den seneste tid har stået i spidsen for, er bygget efter 2015-krav.
1600 boliger
1600 nye boliger er på vej. 100 er blevet bygget efter passivhus-principper, men de fleste er bygget efter 2015-krav.
Allerede nu står flere almene boliger i Domea-regi, der lever op til energikravene, færdige.
Det er blandt andet 40 boliger i Emil Møllersgade i Horsens, og det er kvarterer i Æblelunden i Stenløse og Sunshine House i Kolding.
2015-beslutningen har indtil videre været en succes, og Domea er meget tilfredse med, at det har kunnet lade sig gøre.
- Det er en ambitiøs beslutning som almen byggeherre, når der bygges inden for et fast rammebeløb. Og det er også en udfordring, men med den rette planlægning er det indtil videre lykkedes for os, og vi har flere færdige nybyggerier, der lever op til kravene, siger Karsten Pedersen fra Domea.
Ifølge byggechefen har det også været mulig uden det store besvær at skaffe byggefirmaer og håndværkere til opgaverne.