23948sdkhjf

Volvo får fem nye salgsafdelinger

En forhandleraftale med Hjallerup Maskinforretning betyder, at Volvos kompaktmaskiner op til 12 tons nu sælges fra fem maskinforretninger i Nordjylland
Kompaktmaskiner skal sælges tæt på kunden. Derfor tager Volvo Entreprenørmaskiner A/S nu næste skridt i strategien for salg af kompaktmaskiner op til 12 tons og indgår forhandleraftale med Hjallerup Maskinforretning A/S, der har fem afdelinger i Hjallerup, Hjørring, Brønderslev, Støvring og Aars. I forvejen har Volvo forhandleraftale med Karl Mertz A/S, der har fire afdelinger på Sydsjælland og Lolland-Falster.

- Vi tror på, at Hjallerup Maskinforretning og Volvo er det helt rigtige match. Det er en forretning med en rigtig stor kundegennemstrømning, og firmaet bygger i høj grad på, at kunderne kommer til dem, og samtidig har de mange sælgere i marken. Vi har indgået en samarbejdsaftale, som betyder, at vi kan hjælpe hinanden til fælles bedste, siger markedschef Jens Ejsing, Volvo Entreprenørmaskiner.

Hos Hjallerup Maskinforretning har ledelsen tidligere besluttet, at der ikke skal forhandles entreprenørmaskiner, men en henvendelse fra Volvo Entreprenørmaskiner fik direktør Lars Petersen på andre tanker.

- Med Volvo kan vi tilbyde et virkelig godt produkt og et særdeles godt brand. Dermed arbejder vi med produkter, hvor vi først og fremmest skal sælge på kvalitet og ikke altid på at være billigst. Samtidig er det rart at arbejde med en virkelig professionel samarbejdspartner, siger Lars Petersen.

- Vores omdrejningspunkt for salget af Volvo Entreprenørmaskiner bliver Brønderslev Maskincenter A/S og Henrik Hansen, som er vores tovholder på materiel til håndværkere og entreprenører. Volvos kompaktprodukter komplementerer i høj grad en række af vore andre mærker i huset, og der er ingen overlapning.

- Vi står rigtig stærkt i forhold til maskinstationer og vil gerne være totalleverandør til dem. Rigtig mange maskinstationer har i dag en stor grad af entreprenørarbejde, så også på det område passer Volvo godt ind i vores strategi. Vi ved også, at mange landmænd i dag bruger læssemaskiner blandt andet til foderhåndtering, og der har vi forventning om et betydeligt salg af både nye og brugte maskiner, siger Lars Petersen.

- Volvos maskiner er på et kvalitetsniveau, hvor det for mange kunder vil være mere fordelagtigt at købe en brugt Volvo end en ny maskine af et billigere mærke. Jeg tror også på, at vi kan sælge Volvos rendegraver både til maskinstationer, entreprenører og landbrug. Den ser ud til at være en rigtig god maskine, siger Lars Petersen.

Hjallerup Maskinforretning A/S har 30 servicebiler på landevejene og 120-130 medarbejdere. Firmaet omsætter årligt for over 300 mio. kroner. Alle fem afdelinger har værksted, lager, salgsafdeling og butik. Sælgerne dækker dels distrikter og er dels specialiserede inden for forskellige maskintyper.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12