Renoveringens Oscarfest
Renover prisen 2014 blev uddelt med politisk drilleri fra finansminister Bjarne Corydon (S) og en uforbeholden hyldest til de seks nominerede fra udvalgsformand Gøsta Knudsen
Finansminister Bjarne Corydon (S) trak torsdag aften vindernavnet af Renover prisen 2014 op af en guldfarvet konvolut, og det blev - som Licitationen - Byggeriets Dagblad skrev fredag - den totalt ombyggede sportshal Diamanten i Fynshav på Als.
- Jeg kan se mange ligheder med jeres arbejde, og det job, regeringen har haft: Vi overtog et håndværkertilbud, som vi er i gang med at renovere med grøn omstilling i sigte. Vi prøver at samarbejde bredt med Folketingets partier, selv om der måske er lige lovlig mange nedrivningsfirmaer. Men dem skal der jo også være plads til. Og så prøver vi at gøre det socialt afbalanceret, og søger at gøre som renoveringsprojekterne, nemlig satse på innovation, brugerinddragelse og værdiforøgelse, sagde Bjarne Corydon.
Seks nominerede
Før spændingen blev udløst med ministerens ironiske kommentarer til hverdagen på Borgen, havde restauranten Madelines på Refshaleøen lagt hus til hyldesttaler og -film af Danmarks bedste renoveringsprojekter.
Repræsentanter fra et meget bredt udsnit af byggebranchen - og naturligvis deltagerne i de seks nominerede projekter - var mødt op til en prisuddeling, der altså smykkede Diamanten i Sønderborg Kommune med titlen "Danmarks bedste renovering 2014".
Viril skaberglæde
Og det var da også med forbløffelse, at gæsterne på præsentationsfilmen kunne se den tidligere version af sportshallen, mørk, lukket og halvtom, blive forvandlet til - med nomineringudvalget ord - lys, levende og bæredygtig kvaliteter, der gør den berettiget til sit navn.
- Med innovative, bæredygtige løsninger og en ligefrem arkitektur fyldt af viril skaberglæde er Diamanten et overbevisende bud på, hvordan en gammel sportshal kan bearbejdes, så værdifuld identitet opstår. Den er lys, venlig og bygget af materialer (blandt andet den sølvfarvede lærketræsfacade, red.) som giver mig lyst til at kramme bygningen. Diamanten viser, at der er håb for Danmarks 1.500 nedslidte og stedmoderligt behandlede sportshaller, sagde nomineringsudvalgets formand, Gøsta Knudsen.
Beskæftiger 100.000
Også værten Realdania, der sammen med Grundejernes Investeringsfond sidste år indstiftede prisen, var begejstret for de mange fremmødte og de ambitiøse renoveringsprojekter.
I år var 165 indstillet til prisen, mod 107 sidste år.
- Renovering beskæftiger i dag mere end 100.000 mennesker og 43 procent af den energi, vi bruger i vores samfund, kommer fra eksisterende bygninger. Det vil sige, at når vi skal gøre vores byggeri bæredygtigt, ud fra de mange klimadagsordener, handler det meget om, hvordan vi evner at håndtere vores bygninger og vores boliger, sagde adm. direktør i Realdania, Jesper Nygård.
Overvældende interesse
Han tilføjede, at modsat visse myter, kan det fortsat langt bedre betale sig at renovere frem for at rive ned og bygge nyt.
- Derfor er jeg og vi vanvittigt glade for, at I er så mange, der er med til at sætte den gode renovering og det gode samarbejde på den samfundsmæssige dagsorden. Allerede sidste år var interessen overvældende og langt større, end vi i vores vildelse fantasi havde turdet håbe på - og i år er tilslutningen endnu større. Derfor vil jeg slå et slag for måske den vigtigste disciplin, nemlig det gode samarbejde, sagde Realdania-direktøren.
- Det særlige ved prisen er, at det ikke er en enkelt person eller et enkelt fag, der får hæderen. Vi kender ikke andre priser, der går til hele holdet og samhørigheden mellem bygherren og alle andre aktører, sluttede Jesper Nygård af.