23948sdkhjf

Totalt kædeansvar ikke til at leve med

Byrådet i Svendborg har netop vedtaget at indføre kædeansvar på udbud af kommunens opgaver.

Det betyder, at en hovedentreprenør er juridisk ansvarlig for overenskomsternes krav om løn, ferie, pension m.m. for alle involverede virksomheder hele vejen ned i kæden.

I praksis betyder det, at kommunen kan tilbageholde betaling over for en hovedentreprenør, hvis en af hans underentreprenører – eller dennes underentreprenør igen – ikke overholder overenskomsten, uanset om hovedentreprenøren har haft indflydelse på de konkrete kontrakter og aftaler.

Og hvis hovedentreprenøren ikke får betaling, sender han naturligvis "problemet" videre, så den manglende betaling breder sig i kæden.

Svendborg Kommune er ikke den første offentlige myndighed, der går ned af denne vej, og de bliver heller ikke de sidste.

I DS Håndværk & Industri er vi enige i, at overenskomsterne skal overholdes. Men udbuddet af store kommunale byggeprojekter er en meget kompliceret affære med mange aktører, og et totalt kædeansvar, hvor en virksomhed stilles til ansvar for alle andre virksomheders opfyldelse af overenskomsterne, kan ikke accepteres.

Det er for økonomisk risikabelt for små og mellemstore virksomheder, som reelt udelukkes fra at deltage i kommunale bygge- og anlægsopgaver.

Og hvordan har man i øvrigt forestillet sig, virksomhederne skal sikre sig? Er det med bankgarantier mellem de forskellige aktører for at sikre sig mod eventuel tilbageholdt betaling? Kan virksomhederne overhovedet skaffe disse garantier? Og hvor meget vil det fordyre et projekt?

Vi foreslår et system med begrænset ansvar til den virksomhed, man handler direkte med – et nuanceret system, der giver de samme positive effekter, og som både kan styres i praksis, og som giver langt mere lige konkurrencevilkår for små og mellemstore virksomheder.

Vi er grundstenen i vores erhvervsstruktur, og kommunerne har også fortsat brug for os i udviklingen.

Vi medvirker meget gerne i udformningen af kommunernes udbudspolitik med nuanceret brug af kædeansvar og ser frem til en god dialog.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094