23948sdkhjf

Plastmembraner finder vej til Kina

Fynske Millag opbygger såkaldte gyllelaguner i udlandet efter danske standarder. Det har været en succes
Fynske Millag ApS, der er specialister inden for levering og montering af plastmembraner til landbrug og industri, har måske fundet en eksportsucces.

Såkaldte Gyllelaguner opbygget efter danske standarder er særdeles efterspurgte i udlandet, og resultatet af virksomhedens satsning på eksportmarkederne var i 2013 en fordobling af omsætningen i forhold til året før.

Senest etablerede Millag i begyndelsen af 2013 salgskontor i Kina, og virksomheden har netop færdigmonteret endnu en gyllelagune med en kapacitet på 10.000 kbm til en svinefarm ved Det Gule Hav. Samme kunde har allerede bestilt endnu tre laguner til installering i 2014.

Samtidig er Millags montører i færd med at forberede tre gyllelaguner til en kvægfarm nordøst for Beijing. Hver lagune skal have en kapacitet på 12.000 kbm, og de skal installeres medio marts. Og mange flere kinesiske laguneprojekter er i støbeskeen, ligesom Millag for nylig er blevet involveret i et projekt om affaldshåndtering i Shanghai-regionen.

- Der er vældig gang i den i Kina i øjeblikket, og tingene sker nærmest fra dag til dag. Men succesen kommer ikke ud af ingenting. Først og fremmest handler det om at kunne levere et kvalitetsprodukt, som kunderne kan se en mening med at investere i, fortæller salgschef Bent Aagesen fra Millag og fortsætter:

- Dernæst ligger der et stort netværksarbejde i at få etableret og plejet kontakterne med de rigtige mennesker. Vi har blandt andet været meget aktive på udstillinger derovre og skal deltage på en udstilling igen til maj.

Nødvendig forudsætning

Ud over produktkvaliteten og netværksarbejdet peger Bent Aagesen på Millags indlemmelse i Byggros-koncernen i slutningen af 2012 som en væsentlig forudsætning for, at virksomhedens satsning på eksportmarkederne er lykkedes.

- Vi har ad den vej fået en tilførsel af både økonomiske og menneskelige ressourcer, så vi har haft fundamentet på plads til at kunne koncentrere os om at formidle de kvalitetsløsninger, som vi er specialister i, pointerer han.

Ud over gyllelagunerne har Millag i de senere år eksporteret en række af sine andre membranløsninger til landbrug og industri til lande som for eksempel Hviderusland, Rumænien, Polen, Slovakiet, Tanzania, Sverige og Grønland.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094