23948sdkhjf

Opposition er klar til skattediskussion

Med SF’s udtræden af regeringen håber oppositionspartier på en mere erhvervsvenlig kurs
Selv om både Venstre, Konservative og Liberal Alliance gerne ser tempoet skruet i vejret, så er alle tre oppositionspartier klar til at diskutere lempelser af skatter og afgifter for erhvervslivet med den nye regering.

- Vi håber, SF’s udtræden af regeringen kommer til at betyde, at deres politik bliver trukket i mere erhvervsvenlig retning. Selskabsskattelettelser er vigtige for os, og noget vi er klar til at tale med den nye minister om, siger Joachim B. Olsen, erhvervsordfører for Liberal Alliance,

Konservatives erhvervsordfører, Brian Mikkelsen, håber også, at den nye regering vil skabe bedre vilkår for erhvervslivet.

- Jeg håber, og jeg tror, at regeringen uden SF bliver mildere stemt over for erhvervslivet. Vi har haft tre skatteministre fra SF, der på stribe har ført en ikke særlig erhvervsvenlig skattepolitik. De har mistænkeliggjort danske virksomheder, og deres politik har handlet om at få flere penge ud af erhvervslivet. Den rigtige vej at gå nu, er at lempe skatter og afgifter for erhvervslivet, så man på den måde sørger for, at de er konkurrencedygtige, siger han.

Ser frem til vækstplan

Kim Andersen, erhvervsordfører for Venstre glæder sig til, at se det vækstudspil, som regeringen fremlægger til foråret.

- Hvis det gavner virksomhedernes konkurrenceevne og jobskabelse, så er vi med. Vi har mistet så mange virksomheder og produktionsjob, at det gør ondt. Vi har alt for høje skatter og afgifter, og det er en kæmpe hæmsko for de danske virksomheder og deres konkurrenceevne. Ud over det er det ikke så væsentligt for os, hvilken bogstavkombination regeringen består af - det væsentlige er, at de nu ser ud til at ville tage små skridt mod lempelser i skatter og afgifter for dansk erhvervsliv, siger han.

Kim Andersen henviser til, at danske virksomheder er underlagt afgifter, som er højere end afgifterne i vores nabolande.

Joachim B. Olsen synes allerede nu, han ser en mere “pragmatisk tilgang med erhvervslivet".

- Det glæder os, at den nye skatteminister (Morten Østergaard (R), red.) nu åbner op for at sænke nogle skatter og afgifter for erhvervslivet. Men modsat, hvad han sagde i går, så skal selskabsskattelettelserne ikke kun gå til de virksomheder, der skaber arbejdspladser. De skal gå til alle, ellers skævvrider det markedet, og det er ikke i samfundets interesse. Formålet med selskabsskattelettelser er først og fremmest, at det skal øge produktionen ikke kun at skabe arbejdspladser. Men det er godt, at regeringen ikke længere er afvisende, og vi er spændte på at se deres vækstpakke, siger Liberal Alliances erhvervsordfører.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094