Tømrer slap med billigere garanti
Kustrup Tømrer- & Snedkerværksted A/S i Kustrup fik billigere garantier uden om banken
- Vi skulle have AB92-garanti på et projekt. Vi har brugt Middelfart Sparekasse, men de var ikke billige og stillede flere og flere krav ved garantier. På andre områder er de rimelige, og vi har dem endnu. Men lige ved sikkerhedsstillelse kunne man pludselig mærke, at bankerne har fået rap over snuden, fortæller Karina Pedersen.
Brud på tradition
Bruddet med Middelfart Sparekasse, når det gjaldt garantier, var også et brud på en gammel tradition. Firmaet på Fyn har eksisteret siden 1937, hvor det blev stiftet af den nuværende ejers farfar. I dag driver Michael Pedersen som tømrer og Karina Pedersen som bogholder familievirksomheden videre. Hun havde end ikke hørt om BFG Byggefagenes fælles Garantiselskab (læs side 5), men helt tilfældigt dukkede Tryg Garanti op.
- Jeg var ikke klar over, at man kunne få garanti andre steder end i banken. Men på alle måder er det bedre, fortæller Karina Pedersen.
Nu bliver firmaet kun vurderet en gang om året. Er regnskabet grimt, er vurderingen ikke rosenrød, men det vil den heller ikke være i banken. Nu er firmaet vurderet til maksimal garanti.
- Senest stod vi for en byggeopgave på 6,3 mio. kroner som en af vores store sager. Normalt er de fra 15.000 til en-to mio. kroner. Årligt har vi en ramme, som er mere realistisk end hos bankerne, hvor man hæfter personligt næsten beløb til beløb til beløb. Her er det en forhandling, hvor man hæfter. Det endte hos os med, at i vores holdingselskab hæfter vi, hvis alt går galt, for 300.000 kroner hos holdingselskabet. Per garanti indenfor den ramme er det langt billigere end i banken. Jeg vil tro vi har nået halv pris på både renter og gebyrer ud over, at vi ikke hæfter personligt, beretter Karina Pedersen.
Personlig hæftelse
I banken lød det helt anderledes.
- Fra starten af vores forhandling med banken skulle vi hæfte over en mio. personligt. Selv om alt er personligt, hvis man skulle komme derud, hvor der ikke er nogen penge nogen steder. Hvis vi en dag skulle få brug for at øge lånerammen vil det også være et plus, at vi har gjort det på den måde, siger Karina Pedersen.
Også hurtigheden er blevet en afgørende faktor.
- Når jeg taster ind i systemet har jeg garantien næsten med det samme. I banken kunne det tage op til en uge, fortæller Karina Pedersen.