23948sdkhjf

Totalentreprenør øger overskud

HPH Totalbyg har mere end fordoblet sit resultat takket være effektiv styring af omkostninger
Når et kundesegment pludselig står i en krise, er det tid til at sadle om. Nogenlunde den situation stod entreprenørvirksomheden HPH Totalbyg A/S fra Randers i i tiden efter 2010.

Frem til 2010 udgjorde landbrugsbyggeri 90 procent af opgaverne, men krisen i landbruget gjorde, at HPH Totalbyg måtte ændre kurs til kontor- og industribyggeri, som i dag udgør 80 procent af omsætningen.

Den nye kurs har da også lønnet sig, og HPH Totalbyg kommer ud af regnskabsåret 2013/2014 med et resultat før skat på 10,3 mio. kroner, hvilket er en stigning på hele 239 procent.

Rationel byggeproces

Virksomheden oplyser ikke omsætning, men bruttoresultatet er steget fra 11,5 til 22,4 mio. kroner, mens driftsresultatet stiger fra tre mio. kroner til 10,4 mio. kroner. De positive resultater skyldes ifølge salgschef og indehaver Jacob Westergreen blandt andet en bedre omkostningsstyring.

- Omsætningen er steget markant, 50 procent fra 2013 til 2014, men vi har klaret at holde igen på omkostningerne og har forbedret årets resultat med 241 procent til 7,8 mio. kroner. HPH er en lille, effektiv organisation, tæt på opgaverne. Vores fokus er på omhyggelig planlægning, dialog med bygherre og en stor grad af egenproduktion. Dermed er byggeprocessen rationel og effektiv, og det er nøglen til, at vi kan vokse markant på top- og bundlinje, siger Jacob Westergreen.

Skuer mod Sjælland

HPH Totalbyg udfører både industri- og landbrugsbyggerierne i totalentrepriser, hvor entreprenørvirksomheden har en stor egenproduktion.

Qua hovedsædet i Randers har HPH Totalbyg overvejende fokus på opgaver i det jyske område, men har i det forgangne regnskabsår, der sluttede den 30. juni, også vundet blandt andet opgaver på opførelse af lagerhaller i Lyngby og Bagsværd nord for København og nye ridehaller i Jægerspris og Ølstykke i Nordsjælland.

HPH Totalbyggeri har i dag 70 ansatte bestående af murere, tømrere, jord- og betonarbejdere samt projektledere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09