23948sdkhjf

Let låneadgang vil give opsving

Lettere låneadgang er det vigtigste for, at der kommer fremgang i byggeriet de kommende år, siger en række af byggeriets aktører i en undersøgelse
Skal der virkelig komme fremgang i byggeriet de kommende år, kræver det lettere adgang til at låne og øgede private investeringer.

Det mener et stort flertal af dansk byggeris aktører ifølge en undersøgelse, som brancheforeningen Danske Byggecentre har fået gennemført.

- Ting hænger sammen, og det kræver adgang til kapital atter at få gang i nybyggeriet, og kommer der atter gang i nybyggeriet, så kommer der generelt også gang i hele samfundsøkonomien. Det er banal lærdom, at det er byggeriet, der trækker væksten i samfundet. Hvis der gives lettere adgang til kapital, vil det smitte positivt af på hele samfundet, siger Palle Thomsen, adm. direktør i Danske Byggecentre.

Han har forståelse for, at banker og andre pengeinstitutter “til en vis grænse" måtte stramme kreditpolitikken som følge af krisen, men at man nu er havnet i den modsatte grøft, hvor der mangler finansiering til også fornuftige projekter.

- Det handler generelt om atter at få genskabt forbrugernes tillid, men tillid er ikke i sig selv nok. Der skal også være adgang til kapital.

Andre vigtige veje til fremgang er ifølge undersøgelser flere offentlige investeringer, men interessant nok mener ikke én eneste af de deltagende, at lavere lønomkostninger er vigtigst for at få fremgang i byggeriet.

Mange tror på fremgang

Trods de fortsatte problemer er der lyspunkter i undersøgelsen. To tredjedel af de deltagende fagfolk forventer, at omsætningen i deres virksomhed vil vokse i 2014 i forhold til sidste år, og heraf mener næsten halvdelen, at omsætningen vil vokse mere end fem procent.

Palle Thomsen vurderer, at mange virksomheder har fået en god start på 2014, blandt andet på grund af ekstra arbejde på grund af de to storme i slutningen af 2013.

Tre af hver fire mener, at klimaløsninger og energirenoveringer kan være med til at drive byggeriet i en positiv retning.

- Klima- og energiforbedringer i byggeriet er med til at skabe vækst og bidrager samtidig med løsninger på centrale samfundsudfordringer, som for eksempel reduktion af energiforbruget og tilpasning til klimaforandringer. Vi er derfor glade for, at så mange i branchen deler dette synspunkt, siger Lars Storr-Hansen, adm. direktør for Dansk Byggeri.

Palle Thomsen mener det er oplagt, at der skabes yderligere incitamenter for boligejere til at investere i energiforbedringer.

- Investeringer i energiforbedringer hjælper på det store CO2-regnskab, og giver samtidig boligejerne umiddelbare driftsbesparelser, men uden en særlig indsats vil det kun være de veletablerede med friværdi eller anden form for adgang til kapital, der får udnyttet det enorme potentiale til at spare på energien og hjælpe klimaet, mener han.

Regeringen gør for lidt

I øvrigt er kun hver femte af de adspurgte tilfreds med regeringens indsats for at få sat gang i byggeriet. 64 procent mener, at regeringen gør for lidt.

- Sidste år fjernede regeringen håndværkerfradraget, men byggebranchen kæmpede en hård kamp og fik ordningen genetableret i foråret 2013. Jeg ser gerne, at en mere permanent ordning for håndværkerfradraget etableres. Fradraget har vist sig at bidrage med at øge aktiviteten og beskæftigelsen, reducere sort arbejde og fremme grønne investeringer, siger Palle Thomsen.

Svarene i undersøgelsen er indhentet via internetspørgeskema forud for byggevaremessen Byggeri’14 i næste måned blandt Danske Byggecentres medlemmer, leverandører, besøgende fra byggerimessen i 2012, samt medlemmer af Dansk Byggeri, Dansk Håndværk, Konstruktørforeningen og Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

443 fagfolk har besvaret undersøgelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095