Europa bidrager til vækst hos Velux
Ovenlysproducenten, der er en del af VKR Holding A/S, har fortsat god succes på sine europæiske markeder
Velux Gruppen præsenterer ikke et selvstændigt regnskab, men indgår som en betydelig del af moderselskabet VKR Holdings regnskab, som blev offentliggjort i fredags.
Det bød på en lille tilbagegang i omsætning til 16,4 mia. kroner, mens resultatet efter skat endte på 0,8 mia. kroner - en tilbagegang på 27 procent. Men med næsten 10.000 ansatte bidrager Velux Gruppen kraftigt til VKR Holdings samlede resultat, og Velux Gruppen har da også vækstet med næsten fem procent.
Uden for Europa har særligt det amerikanske marked vist fremgang i 2013 som følge af en opgradering af produktprogrammet, og nu er turen kommet til Europa.
- Vi besluttede i starten af recessionen at satse på innovation og vi har lavet de største investeringer i firmaets historie, så vi nu står med et fuldt optimeret produktprogram inden for ovenlysvinduer, som sætter nye standarder for energieffektivitet. Parallelt har vi lanceret en helt ny produktkategori målrettet erhvervsejendomme og institutioner, siger adm. direktør for Velux Gruppen Jørgen Tang-Jensen.
Han ser da også overordnet positivt på 2014, eftersom kunderne har taget godt imod en række nye energioptimerede ovenlysvinduer.