23948sdkhjf

Arkitekter frygter for deres overenskomst

Det er fortsat uklart, hvad der sker med overenskomsten efter, at Danske Ark har besluttet at blive en del af DI
Arkitekter og konstruktører frygter, at Danske Ark efter beslutningen om optagelse i DI vil frigøre sig fra overenskomsten. Danske Ark er indtil videre tavse om fremtidsplanerne.

Med beslutningen på Danske Arks generalforsamling i sidste uge om at blive en del af DI, overlades forhandlingsretten til DI.

Danske Ark har i dag fællesoverenskomst med Arkitektforbundet, Konstruktørforeningen og Teknisk Landsforbund, og den løber uændret videre indtil 1. april næste år. Derimod har Danske Ark opsagt hovedaftalerne, den fælles grundlov for reglerne for forhandling og opsigelse af overenskomsterne, til udløb 1. juni.

- Med opsigelsen af hovedaftalen frygter vi, at Danske Ark helt vil frigøre sig fra overenskomsten. Frygten bliver ikke mindre af, at DI i dag ikke har overenskomster med akademikergrupper. Vi mener, at det imidlertid giver rigtig god mening, at arkitektvirksomhederne, der samles i DI, fortsat har deres egen overenskomst. Det er en meget speciel branche, og begge parter, både virksomheder og lønmodtagere, har interesse i, at en overenskomst lægger en bund for driften. Worst case er, at overenskomsten udskiftes med individuelle kontrakter. Det har virksomhederne, og slet ikke de mindre, slet ingen interesse i, mener Arkitektforbundets direktør Arne Ennegaard Jørgensen, der spændt venter på udmeldingerne fra Danske Ark.

Danske Ark har bolden

Bekymringen deles i Konstruktørforeningen.

- Bolden ligger på Danske Arks banehalvdel. Vi er kede af, men respekterer, at man har fundet det nødvendigt at opsige hovedaftalen. Det kunne opfattes som et signal om, at man vil frigøre sig fra overenskomsten. Det mener vi vil være en rigtig dårlig ide, og vi forventer, at samarbejdsrelationerne fortsætter. Hvis arkitektbranchen ikke tilbyder ordentlige løn- og arbejdsvilkår, søger arbejdskraften andre steder hen, så begge parter har glæde af at være dækket af overenskomst, siger Gert Johansen, Konstruktøreforeningens formand.

Rettidig omhu

Vicedirektør i Danske Ark Tina Munch understreger, at opsigelsen af hovedaftalen ikke skal betragtes som en krigserklæring.

- Vi mener, det er udtryk for rettidig omhu. Det er rigtigt med rene linjer og få tilpasset aftalerne i nyt regi. Det skal sikre størst mulig fleksibilitet og mulighed for at forhandle nye ordentlige aftaler på plads, siger hun.

Derimod vil Tina Munch ikke løfte sløret for, om Danske Ark/DI har planer om helt at frigøre sig fra overenskomsten med lønmodtagerne i arkitektvirksomhederne.

- Vi har aftalt at mødes med fagforbundene, og vi skylder dem at snakke med dem, før vi orienterer pressen, siger hun.

Når overenskomsten udløber 1. april næste år, skal den genforhandles. Det store spørgsmål er, hvad der skal ske derefter.

Teknisk Landsforbund har som eneste af de tre organisationer i dag overenskomst med DI.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098