23948sdkhjf

Stor renovering af boligblokke i Espergærde

Skovparken i Espergærde renoveres gennemgribende og bygges om for at fremtidssikre de 68 boliger
Entreprenørfirmaet Adserballe & Knudsen skal renovere og ombygge Skovparken i Espergærde for 50 mio. kroner for at fremtidssikre de 68 boliger og fire erhvervslejemål.

De seks boligblokke er opført i 1949-51 i tre plan med et etageareal på godt 5.600 kvm. Renoveringen er en del af en helhedsplan for at fremtidssikre afdelingen med attraktive boliger ved at udbedre byggeskader og modernisere installationer og klimaskærm. Planen omfatter derfor også en renovering og fornyelse af de grønne områder, legepladser og opholdsrum.

Direktør Niels Laursen fra Adserballe & Knudsen, forudser to vigtige udfordringer.

Dels er lejlighederne beboet, mens arbejdet står på, og der er derfor lagt en omhyggelig plan med kort tid med håndværkere i hver bolig.

- Planen er samtidig nøglen til at sikre en god koordinering af de mange fag og en rationel produktion, siger Niels Laursen.

Rullende plan

Arbejdet indledes lige efter sommerferien på blok 2 med udvendige arbejder og følger derefter en rullende plan. I oktober følger næste blok. De første indvendige arbejder indledes også i oktober. Hver blok tager knap seks måneder.

Renoveringsprojektet omfatter nedrivning, efterisolering og genetablering af murede gavle, istandsættelse af dele af facaderne, udskiftning af tag med røde tagsten samt udskiftning af vinduer og døre. Etagedæk og tagkonstruktioner efterisoleres, og alle altaner renoveres og udvides.

Blok 5 skal ombygges radikalt blandt andet med nye bad og køkken, etablering af elevator i to opgange, og de øverste boliger ombygges til lejligheder i halvandet plan ved at inddrage tagrummet.

Alle stuelejligheder får desuden adgang til egne små haver, som bliver et attraktivt frirum for beboerne.

Arbejdet går i gang i denne måned og skal være afsluttet i december 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.926