Organisation udtænker fremtidens byer i København
Med København som geografisk udgangspunkt vil international organisation arbejder for at formidle viden om byudvikling, byggeri, arkitektur og design
IFHP The International Federation for Housing and Planning fik øjnene op for Københavns mange kvaliteter, da man for nogle år siden holdt sin verdenskongres i København med Realdania som initiativtager i samarbejde med Miljøministeriet, Københavns Kommune og Kunstakademiets Arkitektskole.
I august 2013 valgte den verdensomspændende sammenslutning så at etablere sig med sit hovedkontor i København. Ambitionen er at blive den ledende inter-nationale non-profit organisation for bæredygtig byudvikling. Organisationens konsolidering i København er styrket gennem en tre-årig aftale, der er indgået med Realdania.
- Realdania har været én af drivkræfterne bag den proces, der er i gang med at forvandle IFHP til en moderne, ambitiøs og resultatskabende organisation for bæredygtig byudvikling. Der er hårdt brug for international videndeling i forhold til byernes udvikling. Vi vil gerne understøtte den samfundsudvikling, der gør byerne socialt og miljømæssigt bæredygtige og dermed værd at leve i, siger Realdanias adm. direktør Jesper Nygård i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Byer kommer af sig selv. Men gode byer kommer ikke nødvendigvis af sig selv. Derfor er videndeling og stærke traditioner vedrørende både planlægning og boligforhold afgørende. Og her spiller IFHP en central rolle.
Kigger mod Norden
IFHP er en medlemsorganisation, der består af kommuner, professionelle institutioner og fagfolk. Fælles for medlemmerne er, at de brænder for at formidle viden om og erfaringer fra byggeri, strategisk byplanlægning og bæredygtig byudvikling.
- Verden kigger i disse år på Norden, for at efterstræbe den livskvalitet som mange undersøgelser indikerer, at der er i nordiske byer. Placering af IFHPs hovedkontor i København vil give danske byudviklere bedre mulighed for at præsentere deres planer og resultater. Vores erfaring er, at de store byer i Verden ofte skaber positive forandringer ved at lære af mindre byers resultater, så selv om man kan føle sig lille i global skala, så kan man gøre en forskel i IFHP-regi, siger organisationens adm. direktør, Ole Stilling.
IFHP har kontor i Fæstningens Materialgård ved Christians Brygge i København. Organisationen bliver en naturlig del af det miljø, som samler sig omkring Bryghusprojektet, hvor blandt andet Dansk Arkitektur Center får til huse sammen med andre institutioner, der arbejder med byudvikling, byggeri, arkitektur og design. Huset bliver et nyt samlingssted en såkaldt "vækst-hub" for branchen, hvor der skal arbejdes, udstilles, forskes og tænkes.