23948sdkhjf

Totalrådgiver valgt til sygehusbyggeri

Mangor & Nagel er valgt som totalrådgiver på tredje etape af sygehuset i Gødstrup
Arkitektfirmaet Mangor & Nagel A/S skal være totalrådgiver ved opførelsen af DNV-Gødstrups tredje etape. Det har regionsrådet i Region Midtjylland netop besluttet. Kontrakten med rådgiveren underskrives inden for de nærmeste dage.

Projektet omfatter et komplet byggeri med cirka 30.000 kvm for blandt andet Neurologiklyngen og Kræftklyngen og omkring 5.000 kvm til en serviceby. Der er samlet tale om en byggesag på knap en halv mia. kroner.

Totalrådgivningen bliver udført på grundlag af en eksisterende helhedsplan og et foreløbigt dispositionsforslag for etape tre. I hovedtræk omfatter totalrådgivningen alle rådgivningsydelser for projektfaserne fra og med optimering og færdiggørelse af dispositionsforslag, hovedprojekt til og med projektopfølgning og fagtilsyn i udførelsesfasen.

- Vi inddrager en ny totalrådgiver på denne del af byggeriet, som en del af den plan, der blev lagt for byggeriet, allerede inden den oprindelige totalrådgiver blev valgt. Når et byggeri af denne varighed foregår sideløbende med den evige og lynhurtige udvikling, der sker i sundhedsvæsenet, så får fleksibilitet en meget høj prioritet. Vi sikrer fleksibiliteten ved at opdele byggeriet i etaper med hver sit udbud af totalrådgiveropgaven, fortæller hospitalsdirektør Henning Vestergaard.

Medarbejdere inddrages

Etape tre skal tages i brug ved årsskiftet 2018/2019. Servicebyen skal dog allerede stå klar til indflytning sammen med DNV-Gødstrups første etape, som skal tages i brug i 2017.

Projektet skal udføres i samarbejde med Creo Arkitekter A/S, Oluf Jørgensen A/S og Brix & Kamp A/S. Desuden vil Mangor & Nagels afdeling Plan og Landskab stå for den omfattende landskabsprojektering, der er en central del af projektet.

- Vi er meget glade for at rådgivergruppen er blevet udvalgt til at bistå ved et af Danmarks største aktuelle hospitalsbyggerier. Vi ser frem til gennem det forestående projektarbejde at være med til at sætte den fremtidige standard i sundhedssektoren og levere et hospital i verdensklasse til Region Midtjylland, udtaler arkitekt og partner Karsten Nagel, Mangor & Nagel A/S.

I opgaven ligger en fortsat inddragelse af de afdelinger og medarbejdere, som skal flytte ind i bygningerne i 2018/2019. Det bliver en intensiv proces – men særligt omkring servicebyen, som rummer Teknisk Afdeling, værksteder, varemodtagelse og hospitalskøkkenet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.106