23948sdkhjf

Elektrificering giver udfordringer i Aarhus

Enten skal spor og perron­er sænkes, eller også skal bro og vandrehal hæves for at gøre plads til elektrificering af Aarhus Hovedbanegård
Aarhus Hovedbanegård skal gøres klar til, at jernbanens hovedstrækninger elektrificeres. Det giver imidlertid nogle alvorlige udfordringer. Der er nemlig ikke plads, idet der er for lidt frihøjde til vandrehallen og Bruuns bro over sporene.

Derfor skal sporene sænkes eller vandrehal og bro hæves.

Skal belyses

Hvad der bedst kan svare sig, og hvad der skaber den bedste løsning i forhold til arkitektur og et harmonisk trafikanlæg, skal nu belyses.

- Der mangler en halv meter, og det er faktisk ret meget i den forbindelse. Der er to muligheder: Enten sænkes spor og perron, eller også skal der skrælles af vandrehal og bro, siger projektleder Nicolaj Frederiksen fra Banedanmark.

Et team bestående af Atkins og Grontmij skal belyse mulighederne ved en sænkning af spor og perroner, mens Banedanmark netop har udbudt opgaven med arkitektrådgivning af den anden mulighed, en hævning af Bruuns bro og vandrehallen, alternativt at broen rives ned og der opføres en ny med cykelparkering. Opgaven består i at komme med et ideoplæg til en ombygning af vandrehallen med enkelt gangforbindelse mellem ankomsthallen og Bruuns Galleri med adgang til alle perroner, letbane og eventuelt kommende busterminal.

Fremtidssikring

- Løsningen skal samtænkes med Aarhus Kommunes planer om en busterminal og et indkøbscenter over sporene, så den valgte løsning er fremtidssikret, siger Nicolaj Frederiksen.

Han vil ikke komme med et bud på, hvilken af de to mulige løsninger, der vil blive den billigste.

- Der er ingen grund til at tro, at der er enorm prisforskel. Umiddelbart lyder det måske billigst at sænke spor og perroner, men der er tale om et meget omfattende indgreb, når spor og perroner skal sænkes med en halv meter, siger han.

I første omgang har inter­esserede arkitektvirksomheder frem til 14. januar til at søge om at være med i konkurrencen, hvorefter Banedanmark prækvalificerer maksimalt tre virksomheder.

Såvel ideoplægget til en ny vandrehal samt undersøgelserne vedrørende sporsænkning skal gennemføres inden udgangen af 2015, så der i 2016 kan gennemføres en VVM-undersøgelse.

Det er i sidste ende en politisk beslutning, hvilken af de to muligheder der skal vælges.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109