Flere arbejdstimer i byggeriet
Bygge og anlæg er den branchegruppe, der har oplevet den største vækst i antallet af arbejdstimer og lønsum i tredje kvartal 2014 sammenlignet med kvartalet før
Det viser det nyeste arbejdstidsregnskab fra Danmarks Statistik.
Her fremgår det, at bygge- og anlægsbranchen har præsteret 60.411 arbejdstimer i tredje kvartal, hvilket svarer til en stigning på 1,5 procent sammenlignet med forrige kvartal.
Herudover har branchen en lønsum på 13,6 mia. kroner svarende til en stigning på 2,6 procent. Væksten i antal arbejdstimer og lønsum har fundet sted til trods for, at beskæftigelsen er faldet med 0,4 procent til 150.769 beskæftigede, lyder det.
For det samlede danske arbejdsmarked, blev der i tredje kvartal til sammenligning præsteret 0,3 procent flere arbejdstimer end i kvartalet før, mens jobskabelsen er fastholdt på 2.716.124 beskæftigede.
Flere forhold
Hos Dansk Byggeri peger man på, at væksten i præsteret arbejdstid i bygge- og anlægsbranchen skal ses i lyset af forskellige forhold.
- Stigningen i præsterede arbejdstimer på 1,5 procent i byggeriet i tredje kvartal skal dels ses i lyset af skybruddet, der ramte Hovedstadsområdet 31. august og dels en stigende renoveringsaktivitet under Boligjobordningen i takt med, at det i løbet af efteråret kom til at stå klart, at håndværkerfradraget udløber ved årsskiftet, lyder det fra cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg.
Flittig branche
I Dansk Byggeri har man desuden regnet på forskellige branchers gennemsnitlige årlige præsterede arbejdstid for perioden 2008-2013.
Her viser det sig, at byggeriet hører til i toppen af listen med et årligt snit på 1597,2 præsterede arbejdstimer, svarende til knapt 7,2 timer dagligt året rundt, når der tages udgangspunkt i DA-LO-standardarbejdsåret på 223 arbejdsdage.
- Det er ikke altid bygge- og anlægsbranchen får anerkendelse for det store samfundsansvar, man løfter, for eksempel hvad angår skabelsen af vores nationalformue og uddannelse af lærlinge. Også når vi ser på den præsterede arbejdstid, så lykkes det i snit en bygningsarbejder - trods svingende konjunkturer og afhængighed af vejrlig - at præstere væsentlig flere årlige arbejdstimer end en gennemsnitlig beskæftiget i handel eller industri gør, siger Bo Sandberg i en pressemeddelelse.