Enighed om nationale klimahandlingsplaner
Klimatopmødet i Lima mundede i sidste time ud i en aftale, der skal danne basis for en stor klimaaftale i Paris næste år
Aftalen er første skridt på vejen mod at få en klimaaftale på plads i Paris i december 2015. Forhandlingerne på FN-klimakonferencen, COP20, skulle have været afsluttet fredag i sidste uge, men først søndag lykkedes det at blive enige om, hvad de enkelte landes bidrag skal omfatte. Det var især udviklingslandene, der ikke kunne tilslutte sig sluterklæringen. De afrikanske lande mente ikke, at erklæringen imødekom deres krav om finansiering af klimatiltag og finansiering af konsekvenserne af et varmere klima.
Det endte dog med at blive besluttet, at landene skal fremlægge nationale planer for, hvordan de vil bremse den globale opvarmning. Her skal hver enkelt nation komme med egne planer i første halvdel af 2015, så de kan tages med til forhandlingerne i Paris, hvor de skal danne grundlag for en ny global aftale med kvoter på udledningen af CO2. Det samlede mål er, at verden skal begrænse den globale opvarmning til højst to grader.
Også Kina og Indien var, ifølge nyhedsbureauet Reuters, bekymret for, at tidligere udkast ville pålægge for tung en byrde for de nye vækstøkonomier i forhold til de rige i en global indsats for at imødegå klimaændringerne.
Et skridt videre
Klima-, energi-, og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R), håber på, at aftalen i Lima kan danne grundlag for en ambitiøs aftale i Paris.
- Med aftalen i Lima er vi kommet et lille skridt videre i kampen mod klimaforandringerne. Men jeg har tænkt mig at beholde arbejdstøjet på, for vi skal øge ambitionsniveauet, hvis vi skal vinde kampen mod klimaforandringerne. Vi skal nå en ambitiøs klimaaftale næste år i Paris, hvor alle lande skal bidrage til at reducere deres CO2-udslip. Det bliver ikke nemt, og vi skal kæmpe for det. Men noget af det, jeg tror kan hjælpe aftalen på vej, er de prisfald, vi i øjeblikket ser på grøn energi, og som gør det til et attraktivt alternativ til for eksempel kulkraft, siger han.
Et af de spørgsmål, der dog ikke blev løst på topmødet, er, hvordan man kan tage højde for landenes forskellige udvikling, når de skal reducere deres udledninger. Klimakonventionen fra 1992 har en skarp opdeling mellem kravene til henholdsvis i- og ulande. Men den er ikke længere tidssvarende, da den globale vækst i energiforbrug og udledninger fremover vil finde sted i de større vækstøkonomier frem for i de traditionelle ilande. Det er således først i starten af 2015, hvor landene indmelder deres reduktionsbidrag under den nye aftale, at man kan vurdere, hvor langt de bidrag rækker.
